
Foto: Nature Energy
Biogasanlæg tænkes etableret nær Trafikcenter Sæby syd
19. december 2023 - kl. 11:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er planer om at etablere et stort biogasanlæg på Ørtoftvej 5 – lige på hjørnet af Ørtoftvej og Aalborgvej ved Trafikcenter Sæby syd ganske nær motorvej E45.
Sæby Avis erfarer, at Nature Energy fra Odense ønsker at bygge moderne biogasanlæg nær trafikcentret med motorvejen som primær tilkørselsrute for biomasser.
Med en optimal placering i et industriområde med gode tilkørselsforhold ventes anlægget ikke at være en belastning af lokalområdet.
Projektet i Sæby er betinget af de nødvendige myndighedstilladelser og en endelig investeringsbeslutning hos Nature Energy. Byggeriet af et moderne biogasanlæg tager typisk 18 måneder. En del af beplantningen mod Ørtoftvej bevares, og der planlægges ny beplantning mod Aalborgvej.
Nature Energy ejer og driver i dag 13 biogasanlæg i Danmark og leverer omkring 1/3 af biogassen i det danske gasnet. Den politiske ambition i Danmark er 100% biogas i gasnettet i 2030. Samtidig er Nature Energy i fuld gang med at opføre Danmarks første anlæg, der producerer flydende biogas til skibstrafikken netop ved havnen i Frederikshavn.
Der kan læses mere om dette projekt via efterfølgende link:
https://nature-energy.com/dk-da/nyheder/gront-braendstof-til-skibe-og-lastbiler-kan-tankes-i-frederikshavn
Nyeste og bedste teknologi
”Vi benytter den allernyeste og bedste teknologi til at reducere eventuelle lugtgener til et minimum. Vi er et industrianlæg, og selvom vi bidrager meget positivt til den grønne omstilling, skal vi gøre det på en måde, så vi generer lokalsamfundet mindst muligt,” fastslår CEO i Nature Energy, Ole Hvelplund.
Til foråret inviterer Nature Energy lokalområdet på besøg på et af Nature Energys eksisterende anlæg.
”Vi ved, at et biogasanlæg i nærområdet altid giver anledning til bekymring; men det er samtidig også vores erfaring, at når først man har været på et af vores moderne anlæg, reduceres bekymringerne betragteligt og måske helt,” fortæller Ole Hvelplund og uddyber: ”Der er meget stor forskel på de mindre gårdanlæg, nogen måske kender, og så vores moderne anlæg. For eksempel håndteres alt det organiske materiale i lukkede haller med undertryk for at holde eventuel dårlig lugt indenfor, og vi planlægger vores kørsel, så den generer mindst muligt.”
Nature Energys biogasanlæg er blandt de mest moderne i verden, og det reducerer lugtgenerne til et minimum for det omkringliggende samfund.
Det er kommunen, som udsteder de nødvendige tilladelser og sikrer, at grænseværdier for eventuelle lugt- og støjgener ikke overskrides. Nature Energy har derudover egenkontrolprogrammer for at monitorere lugt og støj.
Lokale arbejdspladser
Nature Energys anlæg beskæftiger typisk 12-15 lokalt ansatte, men undervejs i byggeriet, kan der i de mest intensive faser være flere end 150 personer i arbejde på byggepladsen.
”Vi bruger altid, så vidt det er muligt, lokale entreprenører og håndværkere både i byggefasen og ved efterfølgende vedligehold,” konstaterer Ole Hvelplund.
Erfaringsmæssigt giver de mange arbejdspladser i byggeperioden positive effekter på lokalområdet, fordi det ud over lokal arbejdskraft også kræver specialister, der typisk i kortere eller længere perioder vil bo lokalt. Nature Energy tegner sig alene for 5-600 hotelovernatninger undervejs i projektet.
Grøn, grønnere grøn gas
Biogas produceres af organisk affald fra landbrug, industri og husholdning og spiller en central rolle i den grønne omstilling. På anlægget syd for Sæby vil der primært være tale om affald fra de lokale landmænd og fra fiskeindustrien. Produktionen af biogas sikrer en stabil forsyning af energi, uafhængigt af om solen skinner, og vinden blæser, og samtidig er gas nem at lagre og bruge, når behovet er der.
Det er især inden for industri og tung transport, biogas kan gøre en stor forskel, forklarer Ole Hvelplund: ”Vi skal elektrificere alt det, vi kan, men det er ikke alting, der kan køre på strøm, og her tilbyder vi en energikilde, der her og nu er et alternativ til fossil energi. Skibe, lastbiler og visse dele af den tunge industri kan ikke umiddelbart elektrificeres, og det problem læser biogassen.”
Samtidig sikres recirkulering af næringsstoffer til landbruget, fordi den afgassede biomasse køres retur til landbruget og fungerer som gødning for morgendagens fødevareproduktion.
Nature Energy peger på, at biogas er en vigtig del af den grønne omstilling i Danmark. Andelen af biogas i det danske gasnet er på mere end 35% i 2023, og det forventes at stige til ca. 40% i 2024.
Et slogan for Nature Energy er, at virksomheden vil skabe en bæredygtig fremtid ved at omdanne affald til værdi.
Madaffald og gylle omdannes til CO2-neutral gas
Nature Energy forklarer på hjemmesiden, at biogas produceres ved at omdanne det, vi ikke vil have, til det vi har brug for.
Ved at forvandle madaffald, gylle og andet organisk affald til grøn og CO2-neutral gas, løses et affaldsproblem i samfundet, samtidig med at der skabes vigtig grøn energi, der kan føres direkte videre til de mange sektorer, som har brug for biogas i den grønne omstilling.
Det organiske affald kommer til biogasanlægget, hvorfra det bliver sendt videre til anlæggets procestanke. I procestankene omdanner bakterier ved ca. 50 °C biomasserne til biogas og flydende gødning (afgasset gylle). Inden gassen bliver sendt på naturgasnettet, renses den rå biogas for CO2 og svovlbrinte i et opgraderingsanlæg. Herefter kan gassen sendes ud som grøn energi til hele landet.
Her gør biogassen en grøn forskel
Biogassen kan føres direkte ud på gasnettet og derigennem sætte skub på udfasningen af den fossile naturgas. Når den CO2-neutrale, grønne gas er på gasnettet, kan den komme ud som både flydende og komprimeret brændstof. Det betyder, at gassen kan bruges til fly, busser og lastbiler.
Biogas kan også omstille den energitunge industriproduktion og levere klimavenlig varme til danske huse med gasfyr.
Nature Energy tog sin begyndelse i 1979. Man etablerede det første biogasanlæg i Holsted tilbage i 2015, og i dag er virksomheden blandt verdens største producenter af biogas med 13 anlæg i Danmark. Desuden ejes og drives et anlæg i Holland, mens flere anlæg er på vej.
Virksomheden er gået fra ca. 30 medarbejdere i 2015 til i dag over 500 medarbejdere, som alle er dedikerede til arbejdet med at producere klimavenlig biogas.
Via dette link kan ses en illustration af omstillingen med biogassen:
https://nature-energy.com/dk-da/baeredygtighed/arbejdet-med-biogas
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Biogasanlæg tænkes etableret nær Trafikcenter Sæby syd' til en bekendt