9 medaljer til Skøjte- og Sports forening Nord ved Funskate-konkurrence
21. november 2023 - kl. 13:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I weekenden fandt også sæsonens første Funskate-konkurrence sted i Esbjerg. Skøjte- og Sports forening Nord havde 22 løbere med og kunne stolt vende retur med hele 9 medaljer, flotte debut-præstationer og en god skøjte-oplevelse rigere.
Klubben havde hele 16 løbere med, som skulle fremvise eget program. Den første program-løber var Julie Haagensen som startede dagen ud med at løbe et flot og charmerende program. Det var første gang Julie skulle stille op i senior-rækken og hun vendte hjem med en flot 3. plads.
I rækken Novice 1 havde klubben to løbere, som skulle løbe deres programmer. Liva Thomsen startede ud med et selvsikkert og stabilt program. Simone Jensen fulgte trop og gav den hele armen i et sejt Star-Wars program.
I rækken Springs 2 fik Agnes Lindgren vist sit nye Barbie-program og med et fejlfrit og charmerende program kunne hun stille sig øverst på sejrsskamlen sidst på dagen og modtage en flot guldmedalje.
Kort tid efter skulle Joanna Mikkelsen på bare 9 år vise sit nye Jackson 5 inspireret program frem i rækken Cubs 2, som er den yngste række, men det højeste niveau i funskate-regi. Joanna fik en velfortjent bronze-medalje om halsen.
Om eftermiddagen fortsatte anden del af program-rækkerne. Her startede Sebastian Eilers ud med at løbe program for første gang. Sebastians program har en del elementer der kræver styrke og efter et veludført og flot program i Junior 1 rækken kunne han stille sig på sejrs-skamlen og modtage en flot 3. plads.
Herefter skulle Camilla Haagensen løbe sit program i rækken Novice 2. Denne række har et stort og svært felt og på trods af et smukt program med flotte spring, blev det desværre ikke til en medalje.
Donna Sørensen var næste SOS-løber på isen. Donna deltog i rækken Junior 2 og med et charmerende og tempo-fyldt Michael Jackson-program kunne Donna modtage en velfortjent guldmedalje ved aftenens præmieoverrækkelse.
I næste række, Springs 1, havde klubben tre deltagere som alle havde program-debut. Nanna Bering lagde ud med et tempo-fyldt program, med flotte spring og pirouette. Nanna havde overskud til store smil under sit løb.
I samme række var næste SOS-løber Sonja Surblyte. Sonja leverede et fejlfrit program med meget veludførte trin. Sonja kunne heller ikke skjule smilet over at løbe sit program for aller første gang til Funskate.
Sidste løber på isen var Marie Pallesen. Med en flot indlevelse og flotte bløde bevægelser til et akustisk Mamma Mia-program, var det en meget stolt Marie der kunne ånde lettet op efter sin flotte debut.
I næste række, Cubs 1, havde klubben hele 5 deltagere herunder 4 program-debutanter. Første løber i denne række var Sofia Eilers. Sofia løb et fejlfrit og energisk program med god fart og selvsikkerhed. Efter en fejlfri præstation kunne Sofia Eilers stille sig øverst på sejrs-skamlen ved aftenens præmieoverrækkelse og modtage sin guldmedalje.
Næste løber på isen var Sascha Malia Tamborg. Sascha på bare 7 år skulle løbe et program til musik fra løvernes konge og hendes frygtløshed passede perfekt ind i temaet, som blev toppet med en omgang charme og smil. Fine spring og en super pirouette blev leveret i Saschas debut.
Den næste løber i Cubs 1 rækken, var endnu en debutant. Haylie Larsen leverede her et charmerende og fejlfrit program med super indlevelse og flotte elementer. Haylie kunne derfor i sin allerførste konkurrence med eget program stille sig på podiet og modtage en flot sølv-medalje.
Næste løber var klubbens yngste deltager på bare 6 år. Naja Marie Hørby, som også havde debut med program fuldførte hele sit program med selvtillid, god fart og super flotte spring.
Sidste løber i denne række var også en debutant. Caroline Klinge, som på dagen var feberramt, trodsede sygdommen og leverede et program med fart og kæmpe smil. Caroline viste at hun kan lave en ualmindeligt flot pirouette og kunne ånde stolt og lettet op efter hendes flotte debut.’
Udover program-rækkerne, havde klubben løbere med som deltog i element-rækker. Element-rækkerne er en anderledes konkurrenceform, hvor en gruppe løbere viser nogle forskellige færdigheder i form af elementer. Klubbens første element-løber var Liva Thomsen i rækken FunGlazes. Liva leverede nogle flotte elementer, men i en meget svær og stor række, var det desværre ikke nok til en medalje.
I den næste række FunBubbles 1, som er den yngste element-række, havde klubben hele 3 løbere. Her deltog Isabella Christensen i hendes aller første skøjtekonkurrence og Isabella leverede stabile og veludførte elementer og sendte store smil til både dommerne og tilskuerne under konkurrencen.
Olivia Bering deltog i samme element-række. Olivia, som har udviklet sig utroligt meget siden sidst hun var til konkurrence, klarede alle elementer flot og med god fart. Olivia var meget stolt og motivation lyste ud af hende.
Den sidste løber i denne element-række var Zenia Jespersen. Zenia var målrettet og fokuseret. Hendes super flotte elementer lønnede sig, da hun kunne modtage en velfortjent bronze-medalje ved aftenens præmieoverrækkelse.
Simone Jensen var næste element-løber i rækken FunGlazes. Simone havde super godt styr på alle hendes elementer, men i en ultra tæt række måtte Simone nøjes med en god oplevelse.
I FunBubbles 3 var det blevet Anna Kraghs tur til at konkurrere. Anna viste et flot skøjteløb med selvsikkerhed og god fart. På trods Annas dygtighed, blev det desværre ikke til en medalje i denne omgang.
Ved aftenens element-rækker lagde Camilla Haagensen og Donna Sørensen ud i FunChrystals 3 og 4. Camilla havde rigtig flot styr på alle hendes elementer, men i den store svære række, var det desværre ikke nok til en medalje. Donna Sørensen udviste stor stabilitet i hendes elementer og kunne modtage en flot sølvmedalje for sin præstation.
Aftenens 2. sidste løber var Asta Vadsager. Asta skulle også deltage i skøjte-konkurrence for aller første gang og nerver var ikke et problem for Asta, selvom hun starter ud med at deltage FunFlakes rækken, som er et højt niveau at starte med til sin første konkurrence. Asta gav den hele armen og viste nogle flotte og fejlfrie elementer.
Dagens sidste løber var Sofie Marie Andersen som også deltog i FunFlakes 3. Sofie er netop rykket en række op, og fik vist at hun var mere end klar til en sværere række. Sofie havde styr på alle hendes elementer og sluttede derfor dagen flot af.
Med de mange flotte medaljer, kunne klubben placere sig som nr. 4 ud af 9 deltagende klubber, hvilket er super flot gået, specielt med så mange debutanter.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '9 medaljer til Skøjte- og Sports forening Nord ved Funskate-konkurrence' til en bekendt