Sæbygaard, en umistelig kulturarv er sikret for fremtiden

Sæbygaard, en umistelig kulturarv er sikret for fremtiden

2. november 2023 - kl. 8:24 - af

I starten af oktober måned igangsattes en samlet, større istandsættelse af granitstensbroen over den nordlige del af voldgraven ved Sæbygaard.

Endvidere påbegyndtes en samlet reetablering af voldgravens samlede udstrækning.

Granitbroens tilstand er i dag så ringe, at man gennem en årrække har frygtet, at broen ville styrte delvist sammen. Derfor er der udført en række midlertidige tværgående ankre, ligesom broen er sikret yderligere på anden vis.

Der har været en bro over voldgraven i århundreder. Sæbygaard er placeret på en ”ø”, eller som det rettelig hedder, et voldsted, der benævnes ”Sæbygaard Voldsted.” Voldstedet er fredet og Slots- og Kulturstyrelsen Fortidsminder skal således godkende alle ændringer af voldstedet.

I 2009 var det tydeligt, at granitstensbroens tilstand var ved at blive så ringe, at der måtte handles. Den Selvejende Institution Sæbygaard iværksatte derfor en proces, der mundede ud i et forslag til en renovering af broen. Senere, i 2014, udførte Erik Einar Holms Tegnestue et revideret projektforslag. I 2019 blev der udført en række supplerende opmålinger og undersøgelser af broen.

I de følgende år gik en langvarig proces i gang, hvor der blev søgt om alle de relevante myndighedstilladelser, og der blev søgt om de vigtige bevillinger hos Slots- og Kulturstyrelsen samt hos en række fonde.

I sommeren 2023 kunne Den Selvejende Institution Sæbygaard med stor taknemmelighed og glæde konstatere, at det i løbet af den proces var lykkedes at indsamle 10.508.000 kr. til at sikre en fuld istandsættelse og reetablering af såvel granitstensbroen som den omkringliggende voldgrav.

Slots- og Kulturstyrelsen gik forrest ved at bevillige en million kroner til arbejdets gen-nemførelse. Sidenhen fulgte den lokale fond Melsen Fonden trop. Efterfølgende bevilligede en række fonde de nødvendige bidrag. Der er tale om A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden samt Aage & Johanne Louis-Hansens Fond.

Der er tale om meget afgørende donationer for herved bliver det muligt at sikre Sæbygaards omgivelser for de næste 100 år. Dermed sikres et stykke meget værdifuldt Vendsyssel-bygningskulturarv.

Slots- og Kulturstyrelsen Bygninger har givet tilladelse til at udføre arbejderne på granit-stensbroen. Slots- og Kulturstyrelsen Fortidsminder har givet tilladelse til at gennemføre arbejderne på voldgraven.

Frederikshavn Kommune har en såkaldt dispensation fra Naturbeskyttelseslovens §3 til restaurering af voldgrav samt bro. Desuden har Frederikshavn Kommune givet en tilladelse til indvinding af overfladevand fra Sæby Å til opfyldning af Sæbygaard Slots voldgrav.

Slutteligt har Frederikshavn Kommune givet tilladelse til, at der kan etableres en overgang fra Vandløsvej til en midlertidig vestlig vej over voldgraven. Denne etableres i forbindelse med, at granitstensbroen nedtages, således at der er adgang til slottet gennem hele istandsættelses-perioden.

Det er i dag tilladt at køre 80 km/t på Vandløsvej ud for Sæbygaard. Fartgrænsen sænkes fremadrettet til 60 km/t.

Selve istandsættelsesarbejderne udføres af lokale kræfter. Trigon A/S, Frederikshavn, står for den store opgave med istandsættelse af broen og reetablering af voldgraven. Nordjysk VVS, Sæby, varetager arbejdet med at udføre en ny trykledning, der skal sikre en fremtidig friskvandsforsyning til voldgraven.

Baumann Arkitekter, Viborg, er totalrådgiver på byggesagen. Rådgivende Ingeniør Keld Abrahamsen har varetaget den statiske rådgivning, mens A1 Consult har stået for rådgivning vedrørende voldgravens reetablering.

Lidt historie om Sæbygaard og en fortælling om hvorfor den store indsats er påkrævet

Sæbygaard er beliggende vest for Sæby og har taget navn efter byen. I middelalderen tilhørte Sæbygaard kirken. Efter reformationen i 1536 overgik Sæbygaard til kronen.

Grundstenen til det nuværende Sæbygaard blev lagt i 1576 under Pernille Oxes ejerskab.

Anlægget blev opført ud fra det klassiske princip om aksefasthed og symmetri.

I overenstemmelse med tidens smag, blev hovedgården placeret på et kvadratisk voldsted med adgang fra ladegården fra nord. Voldene mod syd er givetvis opstået af fyldet fra voldgravene samt afretningen af selve borgbanken på anlægstidspunktet.

Mod øst og mod syd er der plantet lindealléer, der understreger anlæggets aksefaste udformning. Ridebanen mod øst har været anvendt til de så yndede turneringer.

Det antages, at herregården har bestået af et enkeltliggende stenhus i to stokværk mod nord med hjørnetårne og en fritliggende længe mod syd. Ejerne boede i nordfløjen og fløjen mod syd fungerede som økonomibygning. Efter Pernille Oxe har herregården haft forskellige ejere. Fra 1723 var slottet i familien Arendfeldts besiddelse.

Herregården blev stamhus d. 30. august 1797 og omfattede hovedgården Sæbygaard og Ottestrup med 610 tønder land tilsammen. Med lensafløsningen blev stamhuset ophævet i 1921, og Ottestrup blev udskilt.

I 1990 blev Sæbygaards hovedbygning overdraget til Den Selvejende Institution Sæbygaard med det formål at sikre stedet og inventaret for eftertiden.

En stor del af årsagen til at broen forfaldt så markant, skal findes i en skæbensvanger begivenhed der skete i 1970. På det tidspunkt blev der gennemført et såkaldt prøvepumpningsprogram i området omkring Sæbygaard. Prøvepumpningsprogrammet havde til hensigt at bestemme vandreservoriets udstrækning, volumen mv., med henblik på at gennemføre en vurdering af ressourcernes fremtidige tilstrækkelighed.

Det gamle slot blev uforvarende en del af programmets konsekvenser. Konsekvenser som man først her godt 50 år senere får mulighed for endeligt at rette op på og udbedre.

Som led i programmet blev vandet i voldgraven ved Sæbygaard sænket. Faktisk blev voldgraven helt tørlagt, og det skete overordentligt hurtigt. Konsekvenserne var enorme.

I de næste to måneder revnede hovedbygningen på kryds og tværs. Endnu er samtlige af disse sætningsskader ikke blevet udbedret. Voldgraven forsynedes indtil 1970 via tre tilløb, Tingdalenes grøftesystem med Niels Juels Karpedamme, Ådalens grøftesystem med dræn og brønde og fra Kildevældet. Alle tre tilløb tørlagdes sammen med voldgravene, og der er desværre aldrig kommet vand i tilløbene igen.

Derfor har det nuværende projekt – som et meget vigtigt punkt – haft til hensigt at sikre en ny friskvandsforsyning fra Sæby Å.

Dele af terrænet omkring Sæbygaard satte sig også voldsomt i den proces. Blandt andet har ”Turneringspladsen” mod øst sat sig med ca. 120 cm. Den Selvejende Institution Sæbygaard har efterfølgende, gennem mange år, arbejdet med at reetablere disse utilsigtede sænkninger.

Broen

For at udbedre de mange sætningsskader ved broen skal der gennemføres en lang række meget omfattende istandsættelsesarbejder i den kommende periode. Det vil betyde at broen vil være ”så god som ny,” og de stabiliserende foranstaltninger, der gennemføres betyder, at broen sikres mange, mange år ud i fremtiden.

Store dele af den nuværende bro demonteres sten for sten. Stenene nummereres i den forbindelse, således at det sikres, at de gamle sten genplaceres på det korrekte sted, når broens sider atter skal genopmures. Derefter fjernes den nuværende vejbelægning på dæmningen og voldgravsbroen. Når det er sket, fjernes det eksisterende fyld i broen, broens ”indmad” med andre ord. Når der er etableret fri adgang til hvælvene, udføres der en grundig istandsættelse af disse, så også disse centrale konstruktioner sikres behørigt.

Når murerarbejderne er overstået, begyndes genopbygningsfasen med de arbejder der skal sikre broens stabilitet i mange år fremover; etablering af nye murankre, udførelse af trækrør, støbningen af en ny, aflastende betonplade i broens indre mv.

Til sidst afsluttes broens belægning, idet broen belægning skal samles med gårdrummets nuværende belægning.

Voldgraven

Når der tales om at gennemføre en ”reetablering” af voldgraven, så er det langt hen ad vejen en sandhed. Og så alligevel ikke helt. I 1800-tallet gik den daværende voldgrav langt mod nord. Helt hen til ladegårdens sydlige gavle. Sidenhen er der blevet etableret en kørebane på voldgravens nordlige side. Denne kørebane opretholdes, således at voldgraven lige ved og næsten føres tilbage til det udseende og den udstrækning, som den havde i løbet af 1800-tallet.

Arbejdet inkluderer at de nuværende relativt mange bassiner i voldgraven atter gensamles til tre hovedbassiner. Der fjernes en lang række træer på vestsiden af voldgraven og voldgravens vestlige side føres tættere på Vandløsvej, således som det var tilfældet oprindeligt. Slutteligt renses voldgravens kanter.

Med gennemførelsen af dette arbejde på voldgraven vil Sæbygaards omgivelser ændres markant, når arbejderne er afsluttede i 2024.

Projektets udførelse og afslutning

Som nævnt er arbejdet blevet igangsat. 14-15 træer der var placeret på voldgravens vestside, er blevet fældet. De står i vejen for en planlagt udvidelse af voldgraven mod vest. For tiden foregår udvidelsen af voldgravens sydvestlige hjørne, og den midlertidige interrimsvej over voldgravens vestlige side bliver etableret. Herefter nedtages granitstensbroen, hvorefter arbejdet på broen såvel som voldgraven fortsætter over vinteren og det kommende forår.

Ting tager den tid, som ting tager. Den Selvejende Institution Sæbygaard håber, at hele projektet kan indvies i ugust 2024 i forbindelse med fejringen af Sæbys 500 års byjubilæum.

Det bliver en stor dag på Sæbygaard, når 15 års planlægningsarbejde kan afsluttes med en indvielse af anlægget en sommerdag i 2024.

 

 

 

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sæbygaard, en umistelig kulturarv er sikret for fremtiden' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger