
Flot fremmøde til stormøde om Vandsportens Hus
25. oktober 2023 - kl. 15:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Tirsdag aften blev der holdt stormøde i foreningen Vandsportens Hus. Det var ikke kun foreningens bestyrelse, der var indkaldt til møde denne gang, men også bestyrelserne fra de seks foreninger, der samlet står bag Vandsportens Hus og dertil også alle de øvrige medlemmer.
Tilsammen er vi ca. 600 medlemmer i de seks foreninger, der har stiftet foreningen Vandsportens Hus, med henblik på at opføre et nyt samlet udgangspunkt for vandsportsaktiviteter på Sæby Havn.
”Det er vigtigt for os, at det ikke bare er en overordnet bestyrelse, der kører det her, men at det er foreningerne og deres medlemmer der er med i processen, og står bag”: udtaler foreningens formand, Jens Thidemann, ”Derfor har vi indkaldt alle bestyrelserne og alle medlemmerne til dette møde.”
Aftenen indledtes med spisning og en god snak ved bordene på tværs af foreninger, det sociale og fællesskabet betyder også meget for samarbejdet i en forening. Efterfølgende orienterede formanden om forløbet ind til nu, hvor der er lavet et stort baggrundsmateriale og søgt en lang række fonde. Det er en langvarig proces, hvor der indimellem er en lang spændt ventetid, inden der gives svar. Der blev givet en status på fondssøgningen og kasserer Hasse Christensen fremlagde et forslag til et driftsbudget. Driften kender vi selvfølgelig ikke i detaljer endnu, men det er nu, at vi skal til at i gang med at se på, hvordan et sådan fælles hus kan drives.
I mødets anden halvdel blev der tage hul på en snak, hvor alle i salen kunne komme til orde med spørgsmål og gode idéer til hvad huset skal rumme. Der har allerede tidligt i fasen været lavet sådan en overordnet behovsanalyse, men nu begynder projektet snart at blive så konkret, at der er behov for at kigge nærmere på det igen, så der bliver et godt grundlag at arbejde videre på, når projektet kommer i udbud. Det er planen, at der skal udskrives en arkitektkonkurrence, så den endelige udformning og de gode kreative løsninger kendes ikke endnu og lægges i hænderne på arkitekterne.
Der blev fra bestyrelsen lagt op til, at foreningerne hver især og alle medlemmer kan komme frem med input, men også melde sig til at være med til at udforme huset. Det er vigtigt, at det ikke bare er en bestyrelse, men medlemmerne, der løfter det her projekt i fællesskab og medindflydelse.
”Det gælder både om at lytte til klubbernes og medlemmernes behov og idéer men også om at udnytte alle de gode kompetencer, vi har blandt vores 600 medlemmer. Vi er dygtige i bestyrelsen, men kan ikke alt. Derfor nedsættes der nu flere små udvalg, hvor medlemmer med særlig kompetencer kommer med. Der er f.eks. nogen, der har stor erfaring med processtyring, med byggerier, og andre med økonomi og drift. Dem skal vi have i spil, til at hjælpe projektet frem”, fortsætter Jens Thidemann.
Bestyrelsen glæder sig over det store fremmøde og den positive opbakning, der på tværs af de forskellige foreninger er til projektet, og over at flere var klar på at give en hånd på de forskellige områder. Samarbejdet er det, der baner vejen for Vandsportens Hus.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flot fremmøde til stormøde om Vandsportens Hus' til en bekendt