Ny organist ved Sæby Kirke er Tobias Naumann

Ny organist ved Sæby Kirke er Tobias Naumann

20. oktober 2023 - kl. 9:05 - af

Han kan mere end bare at spille. Han kan trylle ved et orgel. Han brænder for de danske salmer og sange. Han vil prioritere samarbejdet med kirkens kor og det lokale musikliv.

Sådan var Sæby Menighedsråds førsteindtryk af Tobias Naumann, som nu begynder som organist ved Sæby Kirke. Han er en kirkemusiker, som får tonerne ud i alle hjørner af kirkerummet. En organist, der spiller overvældende og følsomt, og med en tone, der klæder den danske salmeskat.

Sæby Menighedsråd og alle ansatte glæder sig til at byde Tobias Naumann velkommen til arbejdet i Sæby Kirke den 1. november, hvor han første gang vil spille til Allehelgen Gudstjeneste i Sæby Kirke den 5. november kl. 10 og til Allehelgen i Kirkegårdskapellet samme dag kl. 15.30 til den traditionelle mindestund for dem, der er døde. Alle er velkomne til at lytte til, synge til musikken og at byde den nye organist velkommen.

Har taget Danmark til sig

Tobias Naumann er født og uddannet i Tyskland. Han har siden april 2022 været organist i Den danske Folkekirke. Han kommer til Sæby med mange ideer – som han glæder sig til at samarbejde om. Det drejer sig i høj grad om de danske salmer og sange – der både skal synges og sættes i musikalsk bearbejdelse.

Naumann har taget en af de grundigste og mest seriøse uddannelser i Europa med uddannelse i kirkemusik fra både Saarbrücken og Frankfurt afsluttende med en master grad.

Sideløbende og efter uddannelsen blev færdiggjort i 2002 har Tobias Naumann arbejdet som organist i flere kirker i Tyskland ligesom han har været en succesrig kordirigent og underviser. Han har medvirket ved adskillige store koncerter i både Tyskland, Danmark og det øvrige Europa med opførelse bl.a. af større orgelværker og korværker.

I 2022 besluttede han sammen med sin hustru, der også er organist og tillige operasangerinde, at flytte til Danmark. Tobias Naumann blev organist i Sennels, Hillerslev og Kåstrup pastorat i Nordjylland, hvor han har været ansat, indtil han nu begynder som organist i Sæby. Han har i årene i Danmark også være kordirigent for Kammerkor Viborg.

Fra vestkysten til østkysten

Tobias Naumann glæder sig meget til samarbejdet med Sæby Kirkes kor og til at høre deres ideer og ønsker, ligesom han ser frem til samarbejdet med kirkens anden organist Solveig B. Særkjær Skovgård. Derudover glæder han sig til orgelkoncerter, matineer med blandet orgelmusik og sang, højskoleaftener, hvor årstidens nye og traditionelle sange synges blandet med musikfremførelse. Og så ser han frem til at prøve Sæby Kirkes klokkespil. Han vil også gerne lægge små stykker orgelmusik ind på kirkens hjemmeside, så alle kan få glæde af musikken også hjemme i stuen.

Også det lokale musikliv vil Tobias Naumann gerne arbejde sammen med ligesom han sætter pris på at komme tættere på musikalske venner i Nordøstjylland – bl.a. i den lokale afdeling af DOKS (Dansk Organist og Kantor Samfund). Han fremhæver den store kreativitet, der er blandt danske organister, hvor tradition og fornyelse går så flot hånd i hånd. Han sætter den danske musik og sangtradition særdeles højt. Efter blot kort tid i Danmark taler han et godt dansk.

Tobias Naumann og hans hustru glæder sig til at rykke til Sæby, som han mener, har så meget at byde på – måske med en båd i fritiden og en hund at gå tur med i de dejlige omgivelser.

Sæby Menighedsråd glæder sig til at byde velkommen til den nye organist og glæder sig meget til at høre ham spille. Og siger velkommen til alle i Sæby Kirke til en gudstjeneste fyldt af musik.

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ny organist ved Sæby Kirke er Tobias Naumann' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger