Tunnelløbet i Dybvad klar med nye udfordringer

Tunnelløbet i Dybvad klar med nye udfordringer

19. oktober 2023 - kl. 17:16 - af

Rundt omkring i Dybvad og omegn er der i disse dage fuld gang i forberedelserne til det årlige Tunnelløb, som denne gang afvikles søndag den 29. oktober. Ideerne er mange, når der traditionen tro skal præsenteres nye og til lejligheden opfundne tunneller til de seks kategorier; 5 km gang/løb, 10 km gang/løb og selvfølgelig en vaskeægte halvmaraton – også både til gang og løb. Strategien for planlægning af ruterne er ifølge arrangørerne Helle Brinkmann, Sandra Pinholt, Anders Skovsgaard og Klaus Nielsen ganske enkel: “Vi udnytter, hvad vi har”…! Søparken er som altid start- og målområde, og så er der ellers masser af tunneller (nye såvel som gamle), naturligvis krydret med god humor undervejs – i år vil hele området eksempelvis emme af Halloweenstemning.

Konceptet omkring Tunnelløbet opstod i 2018. Formålet var – og er – at skabe rum for motion og bevægelse for alle, at bidrage til liv og glæde i byen, samt ikke mindst at samle ind til et godt formål. I 2023 går overskuddet således (for 2. gang i løbets historie) til Dybvad Byudvikling, lige som det tidligere også er tilfaldet Støtteforeningen for Hørby-Dybvad Skoleafdeling, Aktivitetscentret på Dybvad Ældrecenter, Dybvad Børnehus og Dybvadhallens Motionscenter. Dybvad Byudvikling er en byfond med det formål at kunne opkøbe ejendomme og sørge for efterfølgende nedrivning eller sanering – hvilket hidtil har udmøntet sig i, at fire faldefærdige bygninger er omdannet til bl.a. grønne områder (endnu én på vej i foråret 2024), samt bl.a. opkøb, renovering og drift af byens læge- og tandlægehus.

Fra løbets start har DGI været samarbejdspartner m.h.t. tilmelding via Sportstiming, fabrikation af startnumre med navn og tidtagning med chip for løberne. Dybvad Tunnelløb har i år indgået et udvidet samarbejde med DGI – løbet er nemlig blevet en del af WALKin Nordjylland. Her er det på ingen måde nyt at arbejde med tunneller, da konceptet startede i forbindelse med Aalborg Halvmarathon i 2022, hvor 2.500 gå-glade deltagere tilbagelagde turen gennem selveste Limfjordstunnellen.

Dybvad Tunnelløb & WALKin Dybvad, som det nye navn er, har som nævnt til formål at skabe en hyggelig dag i motionens tegn – og når man har tilbagelagt den valgte distance, er der som sædvanlig mulighed for at købe mad og drikke i Søparkhuset.

Så skulle man være interesseret i en god omgang oktobermotion i hyggeligt selskab, en rute med (af og til lidt skøre!) oplevelser gennem skøn efterårsnatur, og ikke mindst at støtte et godt formål, kan man læse mere om tilmelding m.v. på hjemmesiden dybvadby.dk eller på sportstiming.dk

…og så ønsker arrangørerne ellers en rigtig god tur til alle – samt minder om, at tilmelding også er mulig på selve løbsdagen, hvor man bare møder motionsparat op i Søparken!

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tunnelløbet i Dybvad klar med nye udfordringer' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger