
Støjvold mod generende larm fra motorvej
17. oktober 2023 - kl. 4:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommune har i henhold til planloven meddelt landzonetilladelse til etablering af en støjvold på ejendommen Krattetvej 5 nær Gadholtvej mellem Sulbæk og Understed nord for Sæby.
Støjvolden ønskes etableret, fordi ejendommen ligger tæt op ad motorvej E45, og det er forventningen, at en sådan støjvold kan minimere støjen. Ejendommens beboere er voldsomt generet af trafikstøjen fra motorvejen. Der er foretaget støjberegninger, der viser, at støjvolden vil reducere støjbelastningen ved ejendommens beboelse.
Den ansøgte støjvold opføres med en afstand på minimum 50 m til midten af Frederikshavnsmotorvejen og ca. ned til 20 m fra eksisterende bebyggelse. Støjvolden etableres med en længde på ca. 200 m, en bredde varierende mellem ca. 25 m og ca. 80 m og med en max højde over eksisterende terræn på 12 m.
Terrænarbejdet tættest på ejendommens nordlige og sydlige skel skal udføres på en måde, så afvanding til naboejendomme undgås.
Volden skal beplantes med varierende hjemmehørende træer og buske i varierende højder og med varierende tæthed senest et år efter støjvolden er etableret.
Ejendommens bebyggelse består af et stuehus med et samlet boligareal på 220 m2, et udhus på 45 m2 og et kombineret lade/udhus på 170 m2.
Vejdirektoratet har tilbage i marts i år meddelt tilladelse til at etablere støjvolden inden for vejbyggelinjen på ejendommen, og Frederikshavn Kommunes miljøafdeling har givet miljøgodkendelse til projektet.
Støjvolden vil blive etableret med en kerne af lettere forurenet jord, som afdækkes med en halv meter ren jord.
Der er foretaget naboorientering efter planloven, og der er ikke indkommet bemærkninger til ansøgningen.
Kommunen vurderer, at det ansøgte ikke kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt eller beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivet.
Link, hvor der kan læses mere om tilladelsen til etablering af støjvold:
https://www.frederikshavn.dk/politik/horinger-og-afgorelser/aktuelle-horinger-og-afgorelser/aktuelle-horinger-og-afgorelse/landzonetilladelse-til-etablering-af-stojvold-pa-ejendommen-krattetvej-5-9300-saeby/
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Støjvold mod generende larm fra motorvej' til en bekendt