Høringssvar til Miljøstyrelsen vedr. svensk vindmølleprojekt Poseidon
7. oktober 2023 - kl. 5:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
De svenske myndigheder har anmodet Miljøstyrelsen om at høre den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer om miljøvurdering af etablering af havvindmølleparken ”Poseidon”.
Havvindmølleparken påtænkes placeret 25 km øst for Skagen – ca. midtvejs mellem Grenen og øen Marstrand nor for Göteborg.
Projektet består af mellem 61 og 94 møller med en højde på mellem 260 og 340 meter. Høringsfristen for bemærkninger er den 26. oktober 2023.
De svenske myndigheder har tidligere gennemført en tilsvarende høring på et lignende havvindmølleprojekt, kaldet ”Västvind”.
Væsentlig visuel påvirkning
Västvind-projektet vedrører opstilling af op til 50 møller med en totalhøjde på mellem 280 og 320 meter placeret ca. 20 km. fra kommunens kyst. Der vil derfor være tale om sammenfaldende forhold, hvor de to projekter samlet set bl.a. kan medføre en væsentlig påvirkning af de visuelle forhold oplevet fra kommunens kystlinje.
Administrationen har udarbejdet et udkast til høringssvar, der adresserer den anvendte visualiseringsmodel. Høringssvaret berører også det forhold, at det påtænkte område grænser direkte op til et dansk Natura 2000-område.
Byrådet skal drøfte høringssvaret på næste byrådsmøde den 11. oktober. Center for Teknik og Miljø indstiller forud for mødet, at høringssvaret godkendes, og at høringssvar i lignende sager fremover uddelegeres til Plan- og Miljøudvalget.
Udkast fra kommunaldirektøren
Kommunaldirektør Thomas Eriksen har på kommunens vegne udarbejdet et udkast til høringssvar. Heri hedder det bl.a.: ”Havvindmølleprojektet Poseidon indeholder møller med en højde på mellem 260 og 340 meter. Frederikshavn Kommune noterer sig, at de påtænkes placeret i en afstand, hvor møllerne kan have en visuel påvirkning af udsigten fra kommunens nordligste østvendte kystlinje.”
Frederikshavn Kommune understreger, at kommunen tidligere (den 2/12-2021) har fremsat ønske om, at projektets påvirkning set fra den nordligste del af kommunen blev vurderet.
Der er i det fremlagte materiale indarbejdet visualiseringer af projektets visuelle påvirkning af udsigten fra den danske kyst – nærmere bestemt fra to punkter i Skagen.
Der peges i svarudkastet på, at det er kommunens opfattelse, at visualiseringerne ville være mere anvendelige, hvis der var foretaget tydelige markeringer af møllerne, som for nuværende ikke ses med det blotte øje i visualiseringsmaterialet. Hvis visualiseringerne forstørres, kan det ses, at møllerne vil være synlige fra de to nævnte punkter.
Natura 2000-områder
Kommunen har en enkelt bemærkning til rapportens begrundelse for fravalg af alternative placeringer af havvindmølleparken, da valget af det aktuelle projekt frem for alternativerne bl.a. begrundes med, at der er stor afstand til svenske Natura 2000-områder. Dette argument bør udgå, da området grænser direkte op til et dansk Natura 2000-område, og VVM-rapporten bør netop beskrive projektets påvirkning på miljøet uafhængigt af landegrænser.
Svaret slutter: ”Frederikshavn Kommune bakker op om den grønne omstilling lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Kommunen vil følge projektet med stor interesse og forventer at blive inddraget i arbejdet med den fremtidige etablering af projektet.”
Yderligere materiale vedrørende projektet kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside på dette link: Espoo – Høring om projekt Poseidon i Sverige – Miljøstyrelsen (mst.dk)
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Høringssvar til Miljøstyrelsen vedr. svensk vindmølleprojekt Poseidon' til en bekendt