
Glade Sommerdage i Clasens Have
13. juli 2023 - kl. 8:45 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Traditionen tro bydes der igen i år på “Glade Sommerdage” i Clasens Have bag Sæby Museum.
Det sker den første weekend i august (5.-6. august) i tidsrummet kl. 13,30-15,30.
Der bydes på kaffe og lagkage til rimelige priser samt god musik.
Musikken leveres af Marianne Lykke, Bendt Christensen og Jørgen Dorf der synger og spiller tromme.
Endvidere er der besøg af 4 lokale kunstnere: Rita Levorsen, Inge Nielsen, Jørgen Kallan samt Mikael Christensen, som stiller deres staffelier op i haven om søndagen.
“Ved arrangementet forsøger vi at genskabe stemningen fra omkring 1900, hvor danske kunstnere og forfattere søgte inspiration i Sæby og Skagen. Efter dagens arbejde ved staffeli eller skrivebord fandt de om aftenen sammen med byens bedre borgerskab i den store have bag Clasens Hotel. Her blev der spist og drukket, mens orkestret spillede under de kulørte lamper, som det er beskrevet af Herman Bang i “Sommerglæder””, fortæller formanden for Saltlandets Historiske Forening, Holger Almholt.
Han nævner videre, at der i foråret var en stor kommunal sparerunde på kulturområdet, som gav arrangørerne problemer med at få aftaler med Kystmuseet. Disse er nu på plads, og man er glade for at kunne fastholde arrangementer i 2023.
“Får vi succes de to dage, giver det gode muligheder for at gentage og forbedre arrangementet i 2024, hvor Sæby jo kan fejre 500 års købstadsjubilæum,” udtaler Holger Almholt.
Byrådsmedlem Ole Rørbæk Jensen foretager åbningen om lørdagen. Ole Rørbæk Jensen er tillige medlem af bestyrelserne for Sæby Museumsforening og Kystmuseet.
Der er gratis adgang, og alle er velkomne.
Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn står for arrangementet.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Glade Sommerdage i Clasens Have' til en bekendt