
Personale hos Your Art Café.
Snart åbner en ny kreativ café i Retfærdigheden i Algade
9. juni 2023 - kl. 15:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lørdag den 17. juni kan Sæby og omegn glæde sig til åbningen af en ny café med rig mulighed for både børn, unge og voksne at udfolde deres mest kreative side. Med hjælp og inspiration fra sin datter har Mette Krarup skabt Your Art Café i Algade 14 også kaldet Retfærdigheden, hvor der tidligere har været politistation og retsbygning.
Caféens omdrejningspunkt er smykker og keramik. Du har mulighed for at male på både tallerkner, skåle, fade, kopper m.m. samt lave smykker af ædelsten, ferskvandsperler, glasperler og de japanske kvalitetsperler kaldet Miyuki. Caféen danner ramme om ro og fordybelse i den kreative proces med sine nærmeste. Børn kan desuden male på keramik og t-shirts.
– Jeg vil rigtig gerne være med at inspirere andre til at være kreativt skabende i en dejlig oase med kage, kaffe, drinks, snacks eller andet, fortæller en spændt Mette.
Mette Krarup bor i Sæby og har de sidste 30 år arbejdet som pædagog, hvor de mange kreative sider har udfoldet sig hver eneste dag.
– Jeg har tænkt på i et stykke tid, at jeg gerne vil være selvstændig og åbne en café som denne. Muligheden bød sig, da jeg så de ledige og smukke lokaler i Retfærdigheden. En arbejdsgruppe i foreningen står bag de flotte og lyse lokaler, og jeg er meget taknemmelig for at have min café netop her, lyder det fra Mette.
Allerede fredag den 16. juni kl. 15-18 afholder Your Art Café åbningsfest, hvor alle er velkomne. Her er anledning til at få en lille forfriskning eller være kreativ med de mange flotte perler eller keramik. Desuden vil der være flere konkurrencer med chance for at vinde et gavekort til at fordybe sig med enten keramik eller smykker.
Læs mere på hjemmesiden www.yourartcafe.dk, hvor der også kan bookes bord eller arrangementer fra den 20. juni. Der er plads til 26 personer i caféens største rum samt henholdsvis 6 og 8 personer i de to andre tilstødende lokaler. I alt 40 personer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Snart åbner en ny kreativ café i Retfærdigheden i Algade' til en bekendt