
Indlæg: Godt med ny lokalplan på Sæby Havnefront – men…
9. marts 2023 - kl. 10:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Byrådet skal tage stilling til ny lokalplan på Sæby Havn, og der foreligger allerede en skitse fra Sæby Havnefront A/S.
Jeg – og nok de fleste andre – er ganske enig i, at den gamle forfaldne fabrik ikke pynter, og man kunne have ønsket sig, at den var blevet fjernet, inden den nye havn blev lavet. Men nu ligger den der stadig, og presset på kommunen begynder med henblik på at tillade en lokalplan, der kan give ejerne størst muligt afkast for at få fabrikken fjernet.
Der er ikke noget galt i, at en investor gerne vil tjene penge, hvilket gøres bedst ved at presse så mange boliger og lejemål som muligt ind på pladsen, men jeg synes specielt at højden på det foreslåede projekt udgør et problem.
Under ingen omstændigheder bør der efter min opfattelse bygges højere end det eksisterende byggeri mod syd.
Og kunne man ikke finde på noget, der passer bedre ind i miljøet end de betonkasser, der i forskellige varianter skyder op i alle andre byområder hvor der er havudsigt?
Sæby Havn er for de fleste sæbynitter noget særligt – ødelæg nu ikke i spekulationsøjemed det unikke gamle bymiljø med nogle misforståede ambitioner om at lave en havnefront som i en storby.
Lad os gerne få nogle projekter på bordet der indtænker sted og historie!
Jeg er ikke bare en gammel romantiker, der ønsker at sætte tiden i stå, men hvis vi gerne vil have nye tilflyttere fra blandt andet Aalborg om omegn, bør vi så ikke forsøge at skabe noget mere unikt, som man ikke allerede kan få langs havnefronten i limfjordsbyen?
Glæder mig til diverse borgermøder i forbindelse med de kommende planer for området – og håber på en konstruktiv dialog, der kan lande et projekt, som alle kan leve med. Det skitserede er i mine øjne en om´er!
Venlig hilsen
Søren Visti Jensen
Algade 6
Sæby
6 kommentarer til “Indlæg: Godt med ny lokalplan på Sæby Havnefront – men…” under annoncerne.
Rigtig godt Søren Visti.
Lad os passe på den fine havn , som vi har fået.
Lav noget byggeri,der er tilpasset havnemiljøet, så kan det kun blive endnu et gode for Sæby.
Jeg er helt enig, og vil lige gøre opmærksom på, at for ca 11år siden, var det oppe at vende, her var det en investor og boligforeningen, der ville bygge i 5 etager, hvilket blev afvist på et borger møde, samtidig blev der gjort opmærksomt på, at der 3 eller 4 år tidligere var lavet en undersøgelse netop om højden på evt bebyggelse på havnen, og konklusionen dengang var max toenhalv etage! Husk lige det!
Hvad er havnen 16? Mindre forretninger, eller ET stort firma?
Ja den samme afvisning. Forstår man skal bevare op passe på vores gamle Sæby. Men vi skal ikke dø med træskoene på, så se nu frem i livet. Vi har den gamle bydel vi skal bevare. Men lad nu den nye bydel komme til udfoldelse og det på sydsiden af havnen skal løfte byen. Og så kan de være ligemeget om det om det er højere end det gamle.
Fantastisk der er nogle der har en vision for vores fantastiske by Sæby.
Helt enig Søren. Få nu projektet passet ind i miljøet. Turisterne kommer for hyggens skyl og der er dem der ligger penge i byen. Og hvem skal bo i alle de boliger der bliver bygget?
Sæbys nye sydhavn ( jollehavnen ) er bygget til aktivitet – store badeplatforme, sandstrand, flydebroer, ” fiskehusene “, stor plads til autocampere, lystfiskeri mm. Med havnen er der tænkt på den nye måde at anvende en havn på i form af en aktivitetsplatform – både for sejlende, kørende, cyklende mm. Der er tænkt plads til legende børn og unge – kajakker og joller i vandet og på stranden, lystfiskeri og camperhygge med grillmad og meget andet.
Alt dette bør understøttes af det nye byggeri, hvor hoteldrift, butikker og muligheder for aktivitet er det væsentlige. Det projekterede Vandsportens Hus understøtter netop dette, hvilket det kommende byggeri også skal gøre. Hotelbyggeri tæt ved havnekanten bygget i en hyggelig stil, hvor butikker og grønne pladser er integreret og god plads til personbiler / parkering.
Der må være ganske klart, at man ikke skal lave en klassisk død havnefront, som ses i mange byer. Der skal bygges i en lav, hyggelig og åben stil, der svarer til Sæby miljø, og hvor der satses på turisme og aktivitetsmuligheder for byen borgere. Resultatet vil være en øget bosætning i byen og en øget turisme.
– Henrik Jensen, næstformand i Sæby Ro- og Kajakklub.