
24-årig mand tiltalt: Kvinde tæt på at miste livet
27. februar 2023 - kl. 11:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det var tæt på at ende helt fatalt, da en 24-årig mand i september begik et meget voldsomt overfald på en kvinde i Hørby. Manden stilles i dag mandag for retten i Hjørring.
Nordjyllands Politi mener, at kvinden var i livsfare under overfaldet, der fandt sted ved 20.30-tiden 26. september sidste år på en adresse i Hørby.
Det fremgår af anklageskriftet, at manden tog så voldsomt kvælertag på kvinden, at hun mistede bevidstheden og fik punktformede blødninger i øjnene.
Manden fastholdt ifølge anklagerne kvælertaget så længe, at kvinden fik urinafgang og var i livsfare.
Selv om kvinden var så langt ude, standsede manden ifølge anklagerne ikke. Han fortsatte overgrebene, da hun igen kom til bevidsthed, skriver TV2 Nord.
De voldelige overgreb havde ifølge anklageskriftet stået på i nogle måneder.
Manden er tiltalt for flere tilfælde af vold mod kvinden. Volden bestod i kvælertag og slag i hovedet og på kroppen.
Manden blev anholdt efter overfaldet 26. september og har siddet varetægtsfængslet siden. Det fremgår ikke af sagen, hvordan han forholder sig til politiets anklager.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '24-årig mand tiltalt: Kvinde tæt på at miste livet' til en bekendt