
Indbrudstyv forsøgte at snyde et ældre ægtepar
15. februar 2023 - kl. 13:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Flere ligheder i en række forskellige indbrud omkring Sæby, får nu politiet til at lede efter en formodet serie-indbrudstyv.
– Man kunne sagtens forestille sig, at han har været inde ved andre og forsøge det samme. Så det søger vi oplysninger på, siger Peter Skovbak Pedersen, politikommissær ved Nordjyllands Politi, til TV2 Nord.
Tirsdag eftermiddag var han på spil igen. Manden gik ind i en ældrebolig på Odaslund i Sæby, hvor han kom ind via en ulåst bagdør.
Et ældre ægtepar, som bor på adressen, var hjemme og mødte den formodede indbrudstyv. Indbrudstyven forklarede usandt, at der havde været indbrud hos naboen, og at ægteparret skulle kontrollere, om de også havde mistet nogle ejendele.
Han bad efterfølgende de to beboere om at gå ud i haven, men det nægtede de, da de fattede mistanke til manden.
Derefter opgav indbrudstyven, og han forsvandt kort efter fra boligen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Indbrudstyv forsøgte at snyde et ældre ægtepar' til en bekendt