
To foredrag om og med fællesskab i Sæby Kirke
12. februar 2023 - kl. 4:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Torsdag den 23. februar kl. 18-20 er der igen foredrag, fællesspisning og godt samvær til Suppeaften i Sæby Kirkes menighedshus, Mariehuset i Strandgade. Der serveres en god suppe og efterfølgende vil Grethe Hostrup fra Skæve fortælle om de over 40 gange hun har været i Israel på længere eller kortere besøg og der arbejdet med at hjælpe udsatte børn og ældre.
Det begyndte allerede i 1996, hvor Grethe Hostrup hjalp til i tre måneder på et plejehjem i Haifa. Siden har hun arbejdet både på plejehjem og børnehjem med handicappede børn ligesom hun har samlet penge og varer ind til udsatte familier. Her gælder det specielt om at hjælpe udsatte børn, der ofte mangler alt – fra bleer til vaskepulver og mad.
”Der er knyttet mange venskaber i de 40 år og jeg har oplevet mange menneskeskæbner på tæt hold”, fortæller Grethe Hostrup, der hovedsageligt har arbejdet i og omkring Betlehem. Det er på Vestbredden, hvor palæstinenserne bor og blot 15 km fra Jerusalem.
Om det er jøder, kristne eller palæstinensere, der skal hjælpes, er ikke af betydning for Grethe Hostrup. Det er hjælp fra et menneske til et andet menneske, der har brug for hjælpen. Og på Vestbredden er det ofte palæstinenserne og konverterede kristne, der har hjælp behov.
Grethe Hostrup har været i Israel på både længerevarende og kortere besøg og hun håber at komme derned igen for at besøge venner og for igen at yde en hjælpende indsats. At der er behov for det, vil hun vise i billeder og fortælling den 23. februar i Mariehuset. Tilmelding til kirkekontoret.
Kirkens dagligstue fredag den 24. februar
Allerede dagen efter er der igen fortælling fra det virkelige liv i Mariehuset i Strandgade. Denne gang i regi af Kirkens Dagligstue. Det er kl. 14.30, hvor Anne-Marie Glistrup fortæller om livets vej fra storbyen over landbrugslandet til Sæby. Om hvor forskellig tiderne var fra 1950’erne til i dag og hvordan det kan påvirke livet. Der er mange, der kan huske den periode – så det kan der også blive en god samtale om. Alle er velkomne.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'To foredrag om og med fællesskab i Sæby Kirke' til en bekendt