Åbent brev: Problematisk at nedlægge busruter for ældre borgere
2. februar 2023 - kl. 7:53 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Åbent brev til Byrådet i Frederikshavn Kommune.
Som den eneste kommune i distriktet, har byrådet i Frederikshavn kommune valgt at nedlægge busruter til / fra oplandet. Hertil nedlægges alle bybusserne, og samtidig fordobles prisen for flexture. Det rammer vores ældre borgere helt urimeligt, fortæller formanden for Ældre Sagens Koordinationsudvalg, Gitte Funch, på vegne af lokalafdelingerne i Skagen, Frederikshavn-Læsø og Sæby
Derfor opfordrer Ældre Sagens lokalafdelinger nu byrådet til alvorligt at genoverveje den beslutning. Ryst posen – der må absolut være andre og bedre muligheder. Det må ikke ramme de ældre grupper, som har allermest behovet for transportmulighederne.
Med prisstigninger fra 6 til 12 kr. pr. kilometer og en minimumspris på 145 kr. for en flextur, vil det ramme de mange ældre helt urimeligt hårdt. På grund af høj inflation og dermed langt dyrere at foretage de daglige indkøb, høje varmeregninger og ingen mulighed for kollektiv trafik, men nu kun meget dyre flexture, frygter vi i Ældre Sagen, at mange ældre borgere ikke længere kommer udenfor egen bolig. En indkøbstur eller deltagelse i forskellige arrangementer vil således fremover koste minimum 290 kr, og så skal du bo lige udenfor byskiltet. Ellers er prisen endnu højere.
Ældre Sagens lokalafdelinger kæmper dagligt for, at vores ældre borgere ikke bliver ensomme, men forsøger at skabe fælles oplevelser og socialt samvær. Derfor afholder vi løbende forskellige aktiviteter til glæde for medlemmerne. Ikke alle kan bo på hovedgaden i de større byer i kommunen, og de rammes urimeligt hårdt med kommunalbestyrelsens beslutninger på trafikområdet.
I Ældre Sagens lokalafdelinger tør vi slet ikke gætte på de negative påvirkninger vores ældre borgere vil opleve. Hvad bliver de negative følgekonsekvenser ved manglende mulighed for indkøb og deltagelse i sociale aktiviteter i det daglige? Det kan blive rigtig dyrt på ganske kort sigt.
Koordinationsudvalget for Ældre Sagen i Frederikshavn Kommune
Lokalafdelingerne i Skagen, Frederikshavn-Læsø og Sæby
2 kommentarer til “Åbent brev: Problematisk at nedlægge busruter for ældre borgere” under annoncerne.
”Nedlæggelse” af Flextrafik i Frederikshavn Kommune
Det er utroligt hvor lidt forvaltningen og Kultur og Fritidsudvalget er inde i sagsområdet ”Flextrafik.”
Som forældre og Værge til en handicappet kørestolsbruger i et Kommunalt Bofællesskab opdagede jeg for 14 dage siden konsekvenserne af ”nedlæggelsen” af Flextrafik i Frederikshavn Kommune. Det betød en stigning fra ca. 400 kr. til knap 900 kr. for 3 ugentlige tur/retur flexture til nødvendig fysioterapibehandling og handicapridning.
For handicappede borgere i Kommunale Botilbud er der så nu hejst fuld stop for al kørsel til individuelle aktiviteter og behandlingskørsel. En prisstigning på mere end 120% fra den 15 januar kan ingen økonomi klare. Botilbuddene har hverken Busser eller personale til at overtage Flextrafiks opgaver.
Det mest utrolige er dog at både Handicaprådet og Ældrerådet har afleveret Høringssvar til Byrådsudvalget, og som alle kan se af referaterne fra Udvalgs og Rådsmøderne, så aner man ikke hvad man har sagt ja til.
Udvalgsformanden var for 14 dage siden i Medierne med en forklaring om at ”Flextrafik” i stor stil var blevet ”misbrugt” af festglade borgere som drog til fra fester og koncerter for at spare egen bil, kørekort og taxaregning, så derfor måtte taksterne op. Alle kommuner i hele Nordjylland ville følge efter.
Folk måtte igen bruge den almindelige Taxakørsel, og det er lykkedes, almindelig taxakørsel koster 13 kr pr. km og ca. 60 kr i startgebyr. Flextrafik koster nu 12 kr pr. km med 145kr i startgebyr uanset turens længde. En tur/retur med Flextrafik på 2.6 km fra bosted til handicapridning lige udenfor bygrænsen koster nu 290 kr.
”Fordelen” ved Flexkørsel er, at der er tale om samkørsel, altså man ofte kører sammen med flere forskellige borgere som skal andre steder hen på turen, man kan således få meget lange vidunderlige køreture i hele Vendsyssel ganske gratis. I modsætning til Taxakørsel som jo kan bestilles straks, så skal Flextur bestilles mindst 2 timer før der er brug for turen, og hjemturen kan tidligst bestilles 2 timer efter man er kommet frem, så kan man jo sidde med rollatoren eller kørestolen og hygge sig i regnvejr eller spise æbler med lommekniv i solen, mens man bliver gammel.
Tonny og Susanne Jensen
Værge og forældre til 46 årig Kørestolsbruger.
Jeg frygter, det ikke er det eneste der skæres ned i den kommende tid.
Så vidt jeg kan bedømme er planen at gøre det umulig at bo uden for de store byer, og det gælder hele verden.
I nogen lande vil man forbyde gaskomfur, andre steder er det brændeovn.
Man gør det svært både at lave mad og holde varmen.
EU er på vej med lov om bygningsisolering der skal opfylde grænseværdier som i mange tilfælde er umulig at opfylde.
Det er en smart måde at tvinge borgere væk fra egen bolig på landet, plus de mange udlejningsejendomme der også berøres.