
Lad os sammen med de unge gentænke foreningslivet i Sæby
25. december 2022 - kl. 14:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Lars Lundgreen, bestyrelsesmedlem IF Skjold.
I Sæby og opland har vi en stærk tradition for at tilbyde unge en bred variation af foreningsaktiviteter. Alt sammen organiseret i et stærkt foreningsmiljø. Særligt for gruppen af unge 13 til 18 årige støder mange foreninger i disse år ind i problematikken med at sikre de unges fortsatte tilknytning til foreningerne. Det er bekymrende og sammen skal vi have vendt den udvikling.
I 2023 er mit håb, at trænere og ledere, sammen med unge i Sæby og opland, laver en række samtaler, hvor vi i fællesskab finder ud af hvordan vi indrettet foreningslivet påny. Jeg vil gerne anspore til samtaler, hvor vi sammen tør gentænke strukturerne i foreningslivet og taler om en nyindretning. Mit ønske er, at vi i endnu højere grad, indretter foreningerne på de unges præmisser, men med en rød tråd bygget op omkring de dannelsesidealer, som foreningslivet altid har stået på; fællesskab, demokratisk samtale og solidaritet.
Hvis vi har modet til at udforske vores egne forforståelser, som frivillige voksne, vil vi sikkert alle sammen få øje på, at mange af de strukturer der kendetegner en forening hæmmer de unges tilknytning. Der er særligt to emner, som jeg mener, at vi skal tale med de unge om.
Det første emne er ugestrukturen i en forening herunder; placering af træningen på ugedage og træningstidspunkter samt kamp/turneringsafvikling.
Det andet emne er træningsstrukturen herunder; træningsopbygning, vægtning mellem leg og formel træning, selvstyrende indhold (de unge stemme) og voksenstyret indhold.
Sammen oplever vi, at Sæby og opland er i udvikling. Samtidig mødes vi af fortsatte demografiske udfordring. De demografiske udfordringer er kendetegnet ved faldende børnetal. Derfor bør vi anspore hinanden til at værne endnu mere om de unges tilknytning til foreningslivet. Et velfungerende foreningslivet øger de unge sundhed (fysisk og mentalt) og er i høj grad med til at sælge vores byer og område. Sammen må vi tage et fælles ansvar.
Jeg vil gerne høre fra frivillige i foreningslivet (sport, teater, musik, m.m.), som vil mødes i starten af 2023 for at drøfte hvordan vi laver en lokalt forankret proces, som er lokalt tilpasset til den enkelte forening, som fremmer de unges stemmer, i arbejdet med at skabe en forbedringer i vores fælles foreningsmiljøer.
Hvis du har lyst til at deltage i den første samtale, er du velkommen til at skrive til mig på lars_lundgreen@yahoo.dk. Jeg vil gerne stå for indkaldelsen til det første møde og komme med et forslag til rammesætning af processen.
Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lad os sammen med de unge gentænke foreningslivet i Sæby' til en bekendt