
Julehyggen starter for alvor i Sæby ved juletræstændingen på lørdag
24. november 2022 - kl. 11:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
På lørdag d. 26. november når klokken slår 11, så stemples der for alvor ind til en jul i Sæby. Julemanden tænder, traditionen tro, juletræet på Torvet og den øvrige julebelysning med hjælp fra Nordjyllands Beredskab.
Men allerede kl. 10 er julemanden at finde på torvet og kl. 10.30 spiller nisseorkesteret.
Efter juletræstændingen åbner sig et overflødighedshorn af spændende aktiviteter for både børn og voksne henover dagene frem til den 24. december.
I samarbejde med Rødder og Vinger, Sæby Kirke, MAS-koret, MekPek, Sæby Garden og Musikkorps Sæby, har Handelsstandsforeningen skruet et program sammen, der burde få alle op af stolene og ned i byen, som vanligvis er pyntet med smukke julehuse, træer og meget andet, der får julestemningen i top. I år er der igen placeret juletræer langs vejen i både Grønnegade og Vestergade.
Selvom der i år er skruet ned for julebelysningen, så er der bestemt ikke skruet ned for julehyggen i byen.
– Det er vigtigt for os, at byen ikke kommer til at ligge øde og sort hen uden julehygge i december, vi skal bare tænke alternativer og være kreative, lyder det optimistisk fra Henrik Christensen, medlem af Handelsstandsforeningen.
Julelysene vil derfor, efter fælles aftale, kun dagligt være tændt i tidsrummet fra 15.00-22.00.
Handel lokalt og vind gavekort
Udover et underholdnings niveau som aldrig før i december, så er der åbent for stempelkortkonkurrencen.
Her kan man som tidligere år, få et stempel hver gang, man har handlet for 100 kr., og når de 10 felter er fyldt, afleveres kuponen i postkassen ved julemandens hus, og man er med i konkurrencen.
Hver uge trækkes 30 heldige vindere, der hver får et gavekort på 200 kr, derudover trækkes en heldig vinder lige inden jul, som får ikke mindre end 30 gavekort af 200 kr, så en samlet gevinst sum på ikke mindre end 30.000 kr.
Ses vi?
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julehyggen starter for alvor i Sæby ved juletræstændingen på lørdag' til en bekendt