Skateboard-landsholdet ønsker at besøge Frederikshavn
8. november 2022 - kl. 14:19 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kultur- og Fritidsudvalget har modtaget en ansøgning til Udviklings- og Visionspuljen på Fritidsområdet fra De selvorganiserede skatere i Frederikshavn, FG90 (Frederikshavn Gymnastikforening) og Det danske skateboard landshold om et tilskud til besøg i Frederikshavn.
Puljen kan søges af alle foreninger, oplysningsforbund, grupper, borgere og aktører fra kultur- og fritidslivet, som er hjemmehørende i Frederikshavn Kommune. Puljen kan søges to gange årligt, og der er ansøgningsrunde i foråret og i efteråret. Det årlige budget for udviklings- og visionspuljen er på 203.760 kroner på Fritids- og Kulturområdet. Der er 156.960 kroner tilbage til aktuel uddeling. Til skateboard-besøget søges om 10.000 kr. til pilotprojektet, som Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til på udvalgets møde den 10. november.
Skateboardlandsholdet planlægger en ”Danmarks-tour” i foråret og sommeren 2023, hvor de vil tage rundt til 8 byer i Danmark og møde de lokale unge.
Socialt fokus på aktivitet og fællesskab
Fokus vil være på det sociale og på fortællingen om, at der er muligheder for aktivitet og fællesskab, også selv om man står på kanten af de normale fællesskaber. Det kan være i idrætsklubber, skoler eller sociale sammenhænge.
Projektet foregår i samarbejde med Lauritzenfonden og Spar Nord fonden samt UNICEF. Pilotprojektet er budgetteret til 280.000 kr. Heraf vil de to fonde finansiere 200.000 kr. og de 8 deltagerkommuner skal hver bidrage med 10.000 kr.
De 8 byer, som ønske besøgt, er: Frederikshavn, Aalborg, Esbjerg, Sønderborg, Odense, Slagelse, Rudersdal samt Helsingør.
Den kommunale administration finder, at ansøgningen falder inden for de formulerede retningslinjer for puljens anvendelse. Projektet indeholder både flere samarbejdspartnere og interessentgrupper, som skal styrke fællesskabsfølelsen. Endvidere er der stor opbakning fra flere lokalaktører i byen.
Derfor indstiller kommunens Center for Kultur og Borgerservice forud for mødet, at udvalget imødekommer ansøgningen med 10.000 kr.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skateboard-landsholdet ønsker at besøge Frederikshavn' til en bekendt