
Arkivfoto.
International musikfest i Sæby i tre dage
28. juni 2022 - kl. 9:12 - af Thea Bom Rasmussen
Den 17. internationale musikfest i Sæby afvikles i dagene 1.-3. juli. Den officielle åbning finder sted på Torvet i Sæby lørdag kl. 10.
Men allerede fredag kl. 12,30 lægger Prinsens Musikkorps for med koncert på Torvet, hvor der næsten uafbrudt frem til kl. 22 fredag aften vil være musikalsk underholdning ved en række forskellige orkestre – primært fra Norge, men også et svensk og et tysk orkester spiller.
Der vil i fredagens løb også lyde musik fra Musikhusets scene i tidsrummet kl. 16-19. I samme tidsrum er der også musikalske indslag ved Klostergyden på Sæby Havn samt i restaurant Lanternens gård.
I festteltet bliver der musik hele aftenen fra kl. 19 frem til midnat. Første orkester er lokale Sæbygarden.
Lørdag den 2. juli er den helt store musikdag. Ud over officiel åbning og reception vil der rundt om i Sæby være massevis af musik.
Særlig interessant forventes festoptoget fra Torvet til Sæby Havn. Det starter kl. 14,30, hvor 17 orkestre deltager, og der er nøje afmålt 4 minutter til hvert orkester at spille i undervejs, inden optoget kl. 15,38 når frem til Sæby Havn. I festteltet på havnen vil der om aftenen fra kl. 18 frem til midnat være underholdning, som slutter med Sæby Tyrolerorkester i den sidste aftentime.
Koncertplanen søndag starter kl. 10 med musik på Torvet og fra Musikhusets scene. Kl. 11-14 spiller 3 orkestre ved Klostergyden på havnen, og på havnen er der også masser af musik i tidsrummet kl. 14 og frem til kl. 20,45, inden hele det store arrangement slutter af med flagets nedspilning søndag kl. 21.
I alt 21 Brass- og Harmoniorkestre fra Danmark, Norge, Sverige, Holland og Tyskland deltager i festlighederne, hvor byen vil summe af musik i 3 dage.
Der er fri entré til samtlige koncerter. Alle aftener kl. 21 spilles flaget ned på Sæby Havn.
Link, hvor der kan læses mere om arrangementet:
https://www.musikkorps-saeby.dk/event/17-international-musikfest-2022/
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'International musikfest i Sæby i tre dage' til en bekendt