
Foto: Droneskyeye
Lørdagens teltfest på Sæby Havn skal blive en tradition
1. juni 2022 - kl. 8:45 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Havneindvielsen i Sæby lørdag den 28. maj var en succes på alle parameter. En hel dag fyldt med fest og farver til langt ud på natten.
Havnen blev indviet kl. 11 af borgmester Birgit S. Hansen efterfulgt af en masse forskellige aktiviteter for børn og voksne.
Efter kl. 14 gik starten til det store bankospil med mange lækre præmier fra byens butikker. Det gik helt forrygende udover et par afbrydelser fra en helikopter øvelse.
– Hele 173 mennesker mødte op til spillet. Det er helt vildt i forhold til, hvad vi havde håbet på, fortæller medarrangør Jesper Christensen fra JC Fisk.
Aftenens fest var med et næsten fyldt telt klar til dejligt mad fra Meny i Sæby bestående af kalveculotte, krydret skinkesteg, to slags kartofler og lækre salater samt en god kvalitets vin. Alt imens DJ Korsgaard spillede god musik.
– Gæsterne var super glade for menuen, roste vinen og var glade for den rigtige service i stedet for paptallerkner og plastikbestik. Det synes vi passede bedst til anledningen, lyder det fra Jesper.
Efter maden sparkede Curly Band for alvor festen i gang og dansegulvet var fyldt uafbrudt til festens afslutning kl. 01.
– Man manglede en fest. På trods af Karneval og Sindal Marked var der stort fremmøde. Der var enormt salg i baren, nemlig hele 775 liter øl og derudover vin og spiritus. Det var en kæmpe fornøjelse, siger en glad Jesper Christensen.
Flere gæster var langvejs fra. Senere på aftenen, efter maden, kom endnu flere til og nød festlighederne.
– Et stort tak skal det lyde til Vandsportens Hus og alle andre, som bidrog til lørdagens arrangementer. Det var fantastisk. Efter en fremrangende teltfest, er målet, at det skal blive en tradition, slutter Jesper.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lørdagens teltfest på Sæby Havn skal blive en tradition' til en bekendt