Nordjyske Bank fortsætter positiv udvikling

Nordjyske Bank fortsætter positiv udvikling

27. april 2022 - kl. 8:38 - af

Nordjyske Bank havde sit hidtil bedste år i 2021, og nu viser regnskabet for 1. kvartal i år, at den positive udvikling fortsætter. Nordjyderne og nordjysk erhvervsliv står stærkt til at modgå de aktuelle rente- og prisstigninger, og aktivitetsniveauet inden for bankens kerneområder er fortsat meget højt.

Nordjyske Bank har som en del af Ringkjøbing Landbobank i dag offentliggjort sit regnskab for 1. kvartal 2022. Kvartalsregnskabet er bankens hidtil bedste, og det skyldes blandt andet et fortsat højt aktivitetsniveau blandt bankens nordjyske kunder. Det gælder inden for blandt andet køb og salg af bolig samt ikke mindst den igangværende konverteringsbølge, hvor nordjyske boligejere i stort omfang skifter fra boliglån med renter på fx 0,5-1% til boliglån med 3% i rente. Herved opstår muligheden for at opnå en større skattefri kursgevinst.

Bankens basisindtjening landede i 1. kvartal 2022 på 674 millioner kroner mod 600 millioner kroner i 1. kvartal 2021. Basisresultatet før nedskrivninger steg fra 397 millioner kroner i 1. kvartal 2021 til 464 millioner kroner i 1. kvartal 2022, og det er således bankens basisdrift, der først og fremmest vækster:

– Vi havde en meget solid udvikling i 2021, og nu er coronakrisen blevet afløst af nye udfordringer, som er blevet forstærket af den frygtelige krig i Ukraine. Men de fleste privatkunder og erhvervskunder har en god og robust økonomi, og på nuværende tidspunkt ser vi ikke store udfordringer i relation til stigende renter og priser på blandt andet energi og fødevarer. Det kan aflæses direkte i vores kvartalsregnskab, som jo netop afspejler den økonomiske udvikling i blandt andet Nordjylland, forklarer bankdirektør Claus Andersen.

Han siger supplerende, at bankens kunder har øget sine udlån med ikke mindre end 17 procent på bare 12 måneder. Det skyldes dog ikke alene et højere aktivitetsniveau, men også at mange virksomheder nu er i gang med at tilbagebetale moms- og skattekreditter til staten. Hertil kommer en positiv indvirkning fra overtagelsen af kunder i BIL Danmark i 3. kvartal 2021.

Ydermere er bankens nedskrivninger på udlån nu reduceret til et niveau, der er så tæt på nul som muligt. Det vidner også om kundernes solide økonomi. De lave nedskrivninger er medvirkende til, at bankens basisresultat stiger med hele 26 procent til 463 millioner kroner. Banken har dog valgt at forhøje sit ledelsesmæssige skøn, så bankens buffer til dårlige tider nu lyder på 662 millioner kroner mod tidligere 631 millioner kroner. Det sker som følge af den usikkerhed, som blandt andet krigen i Ukraine har medført.

Det samlede resultat før skat lander dermed på 449 millioner kroner mod 354 millioner kroner året før, og det er Claus Andersen og den øvrige ledelse meget tilfredse med:

– Vi ser fortsat en del udfordringer i 2022, men vi er meget tilfredse med udviklingen i 1. kvartal og den generelle start på året. Nordjyderne og nordjysk erhvervsliv står stærkt, og vi fastholder således vores positive forventninger til året, konstaterer Claus Andersen.

Parallelt med offentliggørelsen af kvartalsregnskabet blev et nyt strategisk partnerskab med SEB også offentliggjort. Partnerskabet indebærer, at banken overtager SEBs Private Banking-aktiviteter i Danmark, og dermed får Nordjyske Banks Private Banking-kunder adgang til et omfattende udbud af research, analyser, nye investeringsmuligheder, international finansiering og et stort globalt netværk i SEB, der i dag er til stede i mere end 20 lande. I samme forbindelse opretter banken en ny Private Banking-afdeling i København i SEBs nuværende lokaler i Bernstorffsgade 50.

Nøgletal

Regnskab 1K2022 (mio. kr.) 1K2022 1K2021 2021 2020 2019 2018 2017
Basisindtjening i alt 674 600 2.433 2.179 2.116 2.001 1.917
Samlede udgifter og afskrivninger 210 203 817 788 805 866 845
Basisresultat før nedskrivninger 464 397 1.616 1.391 1.311 1.135 1.072
Nedskrivninger på udlån m.v. -1 -29 -68 -223 -100 -43 -70
Basisresultat 463 368 1.548 1.168 1.211 1.092 1.002
Beholdningsresultat m.v. -9 -10 +7 -9 49 77 84
Særlige omkostninger 5 4 17 15 15 217 22
Resultat før skat 449 354 1.538 1.144 1.245 952 1.064

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nordjyske Bank fortsætter positiv udvikling' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger