
Sommergade med begrænset trafik i Algade og Strandgade
1. april 2022 - kl. 6:51 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kommunens Center for Teknik og Miljø anbefaler nu over for Teknisk Udvalg, at der etableres en midlertidig “sommergade” med begrænset trafik i Algade og Strandgade i Sæby.
Det indebærer, at der lukkes for indkørsel fra Søndergade til Algade i en periode omkring skolernes sommerferie.
Det tilstræbes samtidig, at den gennemkørende trafik til havnen skal benytte ruten via Gasværksvej, Solsbækvej og Sdr. Ringvej. Cyklister kan fortsat køre ad Algade og Strandgade.
Baggrunden for anbefalingen er, at Sæby er en populær turistby, og at interessen for at besøge byen forventes øget i de kommende år som følge af udbygningen af Sæby Havn.
Erfaringen er, at mange turister udelukkende opholder sig på havnen, når de besøger byen, og at de ikke har opmærksomhed på de mange kvaliteter og muligheder, som byen rummer uden for havneområdet.
Der er i Sæby et stort ønske om, at turister også skal opleve de andre dele af byen og bidrage til øget liv og handel i byens butikker, caféer og restauranter.
Kommunen indgår i et samarbejde med Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening og Destination Nord.
Hensigten med “sommergaden” er at forbedre forholdene for de mange gående og cyklende, som bevæger sig igennem gaden i sommerperioden. Fortovene i den vestlige side af Algade er smalle, og gående må tit ud på kørebanen.
Beboere i Algade og Strandgade samt besøgende til kirken ledes i stedet til Algade og Strandgade via Hans Gramsvej og Barbras Alle. Der ændres ikke på eksisterende parkeringsmuligheder i gaderne.
Der tænkes opstillet plantekasser på udvalgte steder i gaden. I sommerens løb afvikler Sæby Handelsstandsforening 3-4 mindre events med kunst, markedsplads og lignende på Klostertorvet mv.
Der planlægges et orienterende møde for områdets beboere den 10. maj i “Manegen”.
Teknisk Udvalg skal drøfte forslaget på udvalgets møde den 5. april.
Tekst: Per Rye
6 kommentarer til “Sommergade med begrænset trafik i Algade og Strandgade” under annoncerne.




God ide 🙂
God ide.
God idé, men vil der forsat kunne køre biler på den gamle del af havnen? For de er da til gene for alle gående – både turister og lokale.
Redaktionen har fået henvendelser om, at der nok er tale om en aprilsnar. Vi har derfor været i kontakt med udvalgsformand Karsten Thomsen, som bekræfter, at punktet er på dagsordenen hos Teknisk Udvalg, og der er IKKE tale om nogen aprilsnar!
gør det permanent. det andet duer ikke, det så vi med grønnegade.
Teknisk Udvalg har på møde den 5. april godkendt, at der afholdes et orienterende møde om lukning af de to nævnte strækninger i sommeren 2022. Det sker med henblik på endelig stillingtagen på udvalgets møde i starten af juni.