
Smagsoplevelser og Kunsthåndværk genopstår i Sæby
6. februar 2022 - kl. 6:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der arbejdes pt. på højtryk i Sæby Handelsstandsforening for at planlægge de mange aktiviteter, som skal foregå i Sæby i løbet af 2022.
En af dem er et forsøg på at genskabe den hyggelige markedsstemning på Torvet i Sæby, som Smagsoplevelser og Kunsthåndværk skabte for år tilbage.
Henrik Christensen fra Sæby Handel fortæller:
“Vi synes, det var en fantastisk mulighed for at bringe dette arrangement tilbage til Sæby. Både efter 2 år med Corona, men også fordi, vi igen i år i samarbejde med Frederikshavn Kommune har fået tilladelse til at åbne alle dage i påsken, hvilket giver mulighed for marked henover Skærtorsdag og langfredag.
Udover kommunen, så har Destination Nord også været indover, da de har rigtig mange gode kontakter, som vi i Sæby Handel kan drage nytte af og det var da også Anne Grethe Kramme, fra Destination Nord, der fik sat et møde op med nogle af aktørerne i Vendsyssel Fødevare, så vi kunne komme rigtigt fra start.
Dejligt med et samarbejde på tværs, som fra alle sider har til formål at skaffe flere turister og dermed kunder til Sæby”, fortæller Henrik og fortsætter:
“Indbydelserne er udformet og sendt ud, både til kunsthåndværkere og lokale fødevareproducenter. Så nu venter vi bare spændt på om, der er interesse for at deltage inden, vi fortsætter planlægningen med opstilling af telt, stande o.s.v.”, slutter Henrik Christensen fra Sæby Handel.
Skulle der sidde nogen derude, som er interesseret, men som af en eller anden årsag ikke har modtaget en indbydelse, skal de være velkommen til at kontakte Sæby Handel på 9300@click.dk, lyder opfordringen.
Sæby Handel har også rigtig mange andre aktiviteter på tegnebrættet, som sløret bliver løftet for inden længe. Der kan bl.a. nævnes redningslørdag i samarbejde med bl.a. Falck, jazzfestival, Open by Night, musikfest og ikke mindst et kæmpe musikprogram med musik 7 dage om ugen hele sommerferien, så der bliver igen i 2022 nok at opleve i Sæby’s gader.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Smagsoplevelser og Kunsthåndværk genopstår i Sæby' til en bekendt