Vederlag til formanden for Destination Nord

Vederlag til formanden for Destination Nord

17. januar 2022 - kl. 8:30 - af

På det nye Økonomiudvalgs første møde den 19. januar lægges der op til, at udvalget godkender en vedtægtsændring for Destination Nord, hvori det præciseres, at formanden får udbetalt et vederlag på 50.000 kr. for sit virke som formand.

Byrådet godkendte den 29. april 2020 at Aalborg, Brønderslev, Læsø og Frederikshavn kommuner stiftede det fælles destinationsselskab Destination Nord i 2020. Byrådet godkendte samtidig vedtægterne for Destination Nord samt udpegningen til bestyrelsen.

Formålet med Destination Nord er at skabe udvikling og vækst for turismeerhvervene i kommunerne med afsæt i turismeerhvervets interesser og samarbejde med kommunerne.

Der er tidligere besluttet, at der sammensættes en bestyrelse af 9 personer, hvor de 4 borgmestre i fællesskab udpeger en professionel bestyrelsesformand. Bestyrelsesformanden forventes at lægge en del timer i formandsrollen og være arbejdende bestyrelsesformand, som samtidig opretholder en tæt dialog.

Det fremgår af Økonomiudvalgets dagsorden, at det er beskrevet i § 8 i vedtægterne for destinationsselskabet, at borgmestrene og de 4 udpegede erhvervsrepræsentanter ikke modtager vederlag for arbejdet, men modtager sædvanlig kørsels- og transportgodtgørelse i forhold til gældende takster fra selskabet.

Det fremgår ikke direkte og klart beskrevet i de godkendte vedtægter, at bestyrelsesformanden skal have udbetalt vederlag for sit arbejde. Der er derfor udformet følgende forslag til vedtægtsændring: ”Den af de 4 borgmestre udpegede bestyrelsesformand modtager vederlag for sit virke som professionel og arbejdende formand for bestyrelsen.” Vederlagets størrelse fastlægges til 50.000 kr. årligt.

Såfremt samarbejdet med bestyrelsesformanden ophører, opgøres vederlaget forholdsmæssigt. Vederlaget udbetales via Destinationsselskabet fra de midler, som kommunerne har indbetalt.

Kommunaldirektøren indstiller forud for mødet, at Økonomiudvalget anbefaler, at Byrådet efterfølgende godkender vedtægtsændringen under forudsætning af, at alle 4 byråd i de førnævnte kommuner godkender vedtægtsændringen.

Nuværende formand er advokat Karsten Madsen, Sæby, fra Advokatfirma HjulmandKaptain. Adm. direktør/CEO for Destination Nord er Tonny Skovsted Thorup. Anja Mathiasen er CFO & Head of Shared Service Center, og Anne-Grethe Kramme business development manager

Destination Nord har til opgave at varetage destinationsudvikling, gæsteservice samt markedsføring for det nye destinationsselskab.

På Destination Nords hjemmeside hedder det bl.a.: ”I Destination NORD vil vi meget mere end bare turisme. Sammen vil vi skabe et nyt fyrtårn, som tiltrækker turister fra nær og fjern og skaber værdifulde arbejdspladser til gavn for både vores byer, købstæder, landsbyer og landområder. Vi gør det ved at udnytte de styrker, som fællesskabet skaber og sætter bæredygtighed i højsædet. Vi har en perfekt profil med tre stærke forretningsområder inden for kyst- og natur-, storby- og erhvervsturisme, turisme hele året og en infrastruktur, som gør det nemt for både danske og udenlandske gæster at komme hertil og komme rundt. Fællesskabet giver os mulighed for både at styrke det, vi kan i hver kommune og få mere af det hele ved at samarbejde. Vi er allerede Porten til Norden, men vi vil også tiltrække gæster fra syd, øst og vest.

Vi er en ny destination. Det kalder på samarbejde på tværs af erhvervet, kommunegrænser, andre geografier og oplevelsestemaer. Med denne strategi i hånden går vi i gang med at skabe resultater, der kan måles.”

Link til https://www.destination-nord.dk/

og til oversigt over ansatte: https://www.destination-nord.dk/kontakt

Forleden bragte avisen en artikel ”Nordjyske kulturaktører får hjælp til kickstart”, hvor man bl.a. er indgået i et samarbejde med Wonderful Copenhagen. Heri inviteres nordjyske kultur- og eventudbydere til at søge om midler og hjælp til udvikling af nye oplevelser. Det er penge, som stilles til rådighed gennem regeringens ”sommerpakke”.

Link til artiklen: https://saebyavis.dk/2022/01/11/vitaminindsproejtning-paa-vej-nordjyske-kulturaktoerer-faar-hjaelp-til-kickstart/

Tekst: Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Vederlag til formanden for Destination Nord' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger