Musikkorps Sæby får foræret ejendom i Skolegade

Musikkorps Sæby får foræret ejendom i Skolegade

26. august 2021 - kl. 14:06 - af

Under et lukket punkt på dagsordenen for Byrådets møde forleden var en ansøgning fra Musikkorps Sæby, som ønskede at købe ejendommen Skolegade 6A i Sæby. Sagsbehandlingen er nu offentliggjort.

Musikkorps Sæby ønsker at købe ejendommen, der består af en bygning på 183 m2 og grundareal på 418 m2. Ejendomsværdien er 620.000 kr., heraf grundværdi 438.900 kr. Musikkorpset har lejet ejendommen vederlagsfrit af kommunen i mere end 40 år. De seneste år bl.a. på vilkår om, at lejer står for al vedligeholdelse af bygningen, sådan at kommunen betaler materialeudgifter, og lejer leverer arbejdskraft. Korpset har investeret i vedligeholdelse, men også i materialeudgifter, og mener, at dette skal godskrives i købsprisen. Lejemålet er uopsigeligt og ophører 31. marts 2030.

Musikkorpset har nu anmodet om at overtage ejendommen vederlagsfrit. Man henviser til Thorshøj Borgerforenings overtagelse af tidligere skole i Thorshøj. De har derfor fremsendt et købstilbud på 0 kr.

Da Musikkorps Sæby er en godkendt forening, som kommunen lovligt må støtte med anlægstilskud, må kommunen sælge ejendommen uden offentligt udbud og til en pris under markedsprisen, ligesom kommunen kan forære ejendommen til foreningen. Ejendommen er omfattet af en lokalplan, ifølge hvilken ejendommen kan anvendes til liberale erhverv og bolig. Musikkorpset har ønske om at bygge til, som kræver udarbejdelse af ny lokalplan, hvilket overslagsmæssigt vil koste 60.000 kr.

Byrådet besluttede, at man ville forære ejendommen til musikkorpset på visse betingelser.

Der er helt sikkert glæde i Sæby Musikkorps

”Der er helt sikkert glæde i Sæby Musikkorps”. Sådan udtrykker borgmester Birgit S. Hansen (A) sig, da Sæby Avis kontakter hende for en kommentar.

Borgmesteren siger videre: ”Byrådet forærer nu huset i Skolegade 6A i Sæby til Musikkorps Sæby, hvor korpset har været i årevis, og hvor der er en lang kontrakt på, de fortsat kan være.”

”Og netop den lange kontrakt er medvirkende til, at Byrådet overdrager huset til korpset. Det er muligt at gøre, og vigtigst af alt, så er det ikke noget, nogen skal tjene på, men være et samlingssted for aktiviteter og fællesskab. Hvis musikkorpset vil af med huset igen, skal kommunen ind over.”

”Men det er en glæde at kunne glæde gode folk, der mest af alt er interesseret i musik og i at spille til glæde for os andre,” slutter Birgit S. Hansen.

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Musikkorps Sæby får foræret ejendom i Skolegade' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger