
Ida Skov: Folkeskolen er politikernes ansvar
21. august 2021 - kl. 9:33 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Forældre til godt 20 % af eleverne til 1. Klasse vælger at sende deres børn i private skoler.
Det bekymrer mange. Det bekymrer også os i Enhedslisten, men vi kan også se det som positivt, at så mange forældre tager et aktivt valg for deres barns skolegang.
Vi skal ikke bekæmpe privat og friskolerne, men sørge for at folkeskolen har en sådan kvalitet, så den er et reelt tilvalg.
Flugten fra folkeskolen i Frederikshavn er en forudsigelig konsekvens af den kæmpeforringelse, der er sket på området fra 2014. Faktisk går nedskæringerne helt tilbage til 2009, men i 2014 tog det virkelig fart.
I 2013 vedtog alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten og Liberal Alliance Folkeskolereformen som trådte i kraft 2014.
Folkeskolereformen gav eleverne 1/3 flere timer, lærerne tilsvarende 1/3 flere undervisningslektioner, og skar næsten al forberedelse og efterbehandling af undervisningen væk fra lærernes arbejdstid. Dvs at elevernes fik mange flere timer af en langt ringere kvalitet. De fik meget mindre fritid til sfo, klub,idrætsaktiviteter, spejder o.l. og lærerne fik dårlig mulighed for at bruge deres faglighed til at danne og uddanne vores skolebørn.
Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn og senere Byrådet på nær Enhedslisten og en del af Venstre vedtog samtidig at centralisere skolevæsenet så antallet af folkeskoler med eet slag gik fra ca. 20 til 4 skoler med een leder, og een bestyrelse i hver af de 4 skoler selv om der blev ved med at være skole på flere adresser. Der blev også lukket eller beskåret velfungerende skoler.
Udvalget på nær Enhedslisten besluttede samtidig med denne centrallisering
– at indføre rullende skolestart, hvor 0-3 klasse skulle gå i aldersintegrerede grupper, der konstant skiftede.
– at børn med særlige behov som ellers gik i klasser med få elever skulle integreres i de “normale” 28 elevers store klasser.
– at alle lærere i kommunen skulle på kursus i såkaldt synlig lærermålstyret undervisning, selvom det var noget helt andet lærerne efterspurgte,
I Frederikshavn Kommune besluttede politikerne, at eleverne skulle opnå bedre resultater i test, og få bedre trivsel. Det var en grotesk beslutning efter den omfattende forringelse og selvfølgelig blev resultatet et andet.
Virkeligheden blev, at børnene siden 2014 får dårligere resultater.
Rullende indskoling udsatte mange børn for en uhensigtsmæssig start på deres skolegang, inden den endelig sidste år blev igen blev afskaffet, som det misfoster den var.
Nu hvor økonomien i kommunen ser bedre ud, mener El at alle kræfter skal mobiliseres for at genoprette kvaliteten i kommunens skoler.
Vi kan skæve til, hvad der giver bedre mulighed for at være og lære på de populære friskoler. Vi mener, det først og fremmest er færre elever i klasserne og større frihed for lærerne til at bruge deres faglighed.
Og så giver nærheden mellem lærere og forældre på den enkelte skole ejerskab til skolen og lægger op til et udbygget samarbejde om det fælles mål, børnenes trivsel og læring.
El ønsker for folkeskolen i vores kommune:
1. Færre elever i klasserne, så lærerne har mulighed for at skabe bedre relationer børnene imellem og mellem børn og voksne. Det er en forudsætning for at alle børn kan få bedre faglige resultater og bedre trivsel.
2. Planlægning og metoder i undervisningen skal tilbage til lærerne i samarbejde med forældrene. Der er ingen lov, der tvinger kommunen til at detaljestyre undervisningen fra oven med læringsplatforme og lt-platforme. Ledernes og lærernes ansvar og ret til valg af metoder må meldes klart ud, så alle ved at lærerne stadig er forpligtet på folkeskolens og fagenes formål og ikke på en bestemt metode.
3. Inklusionen må genovervejes. Alle timer til understøttende undervisning konverteres til to-lærertimer, hvor der er mest behov bl.a. for hjælp til børn med særlige behov. Det er en forudsætning, at der tilføres sfoér og klubber de pædagogtimer der svarer til den længere åbningstid, som følger af en kortere skoledag.
4. Decentralisering af skolevæsenet så der bliver en skolebestyrelse, en leder og en tillidsrepræsentant på alle skoleafdelinger.
5. Skolestartsordninger for nyuddannede lærerne for at tiltrække uddannede lærere. Det kan være reduceret lektionsantal det første år og mentorordning. Her må samarbejdes med lærerkredsen om en god ordning.
6. Efteruddannelse skal vælges efter de behov skolerne og lærerne har, og ikke efter hvilke uddannelser, der kan søges sponsorpenge til hos Mærsk eller andre.
Enhedslisten Frederikshavn-Læsø/
Ida Skov
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ida Skov: Folkeskolen er politikernes ansvar' til en bekendt