
Læserbrev: Karsten Thomsen om udstykning i Sæby Bakker
5. juli 2021 - kl. 10:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hvorfor skal vi have udstykningen i Sæby Bakker, flere boliger og tilflyttere, mere trafik og forandringer?
Det har altid været en tradition i Frederikshavn Byråd, at de politiske partier ikke blander sig i en høringsperiode, hvilket vi i Socialdemokratiet har respekteret.
Fristen er udløbet, og vi vil gerne give vores mening og holdning til kende, men vi ser samtidig frem til, sammen med resten af byrådet, at læse og se bemærkningerne, der er indkommet i høringsperioden.
Hvad vil Socialdemokratiet?
Det lægger os meget på sinde at skabe en sikker infrastruktur for de bløde trafikanter – fodgængere og cyklister. Det skal gøres samtidig med, at bilerne til boligerne skal kunne komme ud og hjem i en glidende rytme. Det skal være attraktivt at leve og bo i området, så begge dele skal medtænkes.
Derfor vil vi:
• etablere fortov hele vejen fra Frederikshavnsvej til og med Sæby Bakker – det skaber tryghed for de gående.
• have cykelsti både særskilte og som cykelbaner langs Langtvedvej – det skaber tryghed og sikkerhed for cyklisterne.
• lave parkeringsforbud langs Langtvedvej fra Frederikshavnsvej til og med Sæby Bakker – det skaber tryghed og oversigt for alle.
• lave nye offentlige parkeringspladser ved kommunens Havne Team (på Langtved mellem Boelsmindevej og Carl Ewaldsvej – det gamle amts plads) – det skaber tryghed og sikkerhed for alle, at bilerne ikke holder på selve vejen.
• lave vejbelysning langs hele vejen til og med Sæby Bakker – det skaber tryghed og sikkerhed for alle, gående, cyklister og biler.
• lave hævede flader/bump ved de eksisterende veje langs Langtvedvej – det skaber sikkerhed og tryghed for alle i området.
• lave 2 minus 1 veje fra P. Skades Vej til og med Sæby Bakker. Det nedsætter hastigheden og skaber rolig trafikafvikling, som giver tryghed og sikkerhed for alle. 2 minus 1 vej er en god løsning, som allerede ses flere steder i Nordjylland og i kommunen. Den bedste måde at forklare, hvad en 2 minus 1 vej er ved at se en: I Jerup – Sindalvej.
• sætte hastigheden ned til 50 km/t på hele strækningen – det skaber tryghed og sikkerhed for alle.
• lave synlige vejafmærkninger på hele strækningen fra Frederikshavnvej til og med Sæby Bakker – det skaber sikkerhed for alle.
• holde os på de kommunale arealer, så vi ikke ødelægger træer eller andet på de private jorde. En indgribende ekspropriation, for at løse vejadgangen, vil vi ikke være med til.
Alle disse tiltag er der ikke i dag, men det kommer, hvis byrådet vedtager lokalplanen, og det vil være det første, der skal laves efter godkendelsen af lokalplanen.
Vi vil holde fast i den udviklingsplan for Sæby, som er enstemmigt vedtaget i byrådet i 2015. Det kræver politisk vilje og perspektiv at stå fast på udviklingen og understøttelsen af vores byer, også når det betyder forandringer til gavn for mange nu og i fremtiden.
Danmark og Verden forandrer sig med hastige skridt, og vi skal sørge for, at vores Sæby stadig er en stærk og selvstændig by, som kan eksistere på grund af og for sine beboere. Vi vil gerne være medvirkende til, at Sæby bliver ved med at være attraktiv og sprudlende med folk i gågaden, handelslivet der blomstrer, børn i vores skoler og brug af vores fritidsaktiviteter.
På den socialdemokratiske byrådsgruppes vegne
Karsten Thomsen, Sæby, formand for Teknisk Udvalg
7 kommentarer til “Læserbrev: Karsten Thomsen om udstykning i Sæby Bakker” under annoncerne.




Socialdemokratiet har låst sig fast på planen om Langtvedvej som eneste adgang til det nye store boligområde.
Det er forkert, og det her fremlagte er dyrtkøbte lappeløsninger.
Vejbump er en plage uanset hvor de placeres, og de bliver en plage for de mange der tvinges til at køre der.
Parkeringsforbud begrænser gæster til Nellemanns Have.
Kommunen drømte stort for at få motorvej til Frederikshavn. Det nyder Nordjylland og industrien godt af nu.
Hvorfor så ikke tænke fremad her?, og etablere en ordentlig vej til Sæby bakker, een gang for alle.
Jeg kan kun tolke Socialdemokraternes holdning til Langtvedvej således, at man erkender, at man har et stort problem.
Hvorfor ellers i et almindeligt boligkvarter lave bump, parkeringsforbud, ny parkeringsplads?
Jeg håber virkeligt, at socialdemokraterne besinder sig og laver en bred aftale med resten af byrådet om en ny vej nord om det nuværende vejnet.
For nylig lukkede man indkørslen fra Sæbygaardvej til Rådhusvej, med begrundelsen at cyklister kom i klemme ved biler, der skulle krydse cykelstien.
Nu mener Socialdemokratiet det er OK, at kommende beboere og måske mange skolesøgende børn skal frem og tilbage ad Langtvedvej.
Som flere andre foreslår, mener jeg også der burde laves en ny vej nordom, gennem det ubebyggede område ud for Svalereden Camping. Her kan evt laves en lysregulering, som hjælp til trafikken ud og ind af campingpladsen.
Lyder som nogle gode tiltag som kommunen har i støbeskeen når det drejer sig om tilkørsel og frakørsel til det nye Sæby Bakker.
Og godt og sagligt begrundet i dit læserbrev Karsten Thomsen.
….På Sindalvej i Jerup, hvor Karsten Thomsen fremhæver 2 i 1 vej-løsningen…. Hvor mange bilister, cyklister og gående færdes på den strækning dagligt….i forhold til den mængde, som Langtvedvej belastes med ? OG hvordan har man tænkt at de gående skal komme sikkert over Langtvedvej fra den gamle “amts-plads”. Hvordan klares renovation fra de boliger som har udkørsel direkte til Langtvedvej, nu hvor parkering forbydes…?
til karsten munk.
motorvejen nåede aldrig til Frederikshavn.
nu ved jeg ikke, hvor du bor i landet, men hvis du ser på et landkort, kan du se, at motorvejen slutter i Sæby
Sæby ligger som bekendt i Frederikshavn kommune 🙂