
Skoleafslutning på Hørby Efterskole – i mål trods nedlukning
29. juni 2021 - kl. 8:54 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Skoleåret 2020/21 er slut på Hørby Efterskole, og således blev skolens elever sendt hjem på sommerferie lørdag den 26. juni. Selvom denne hjemsendelse er den sidste og endegyldige, har det desværre ikke været den eneste, som eleverne har oplevet, da de ud over den landsdækkende efterskolelukning hen over vintermånederne har være hjemme to gang i det sene forår grundet mindre smitteudbrud på skolen.
– Jeg tror ikke, at jeg overdriver, når jeg vil hævde, at skoleåret 2020/21 er blevet et af de mest anderledes skoleår, som jeg har oplevet, sagde forstander Mogens Vestergård Pedersen i sin dimissionstale til eleverne. Fællesskabet har i den grad har skullet stå sin prøve for at holde sammen på hverdagen – både når vi gennem hele nedlukningsperioden var på afstand af hinanden, men også når vi har skulle tackle de ting, som er kommet til os og blev en del af den virkelighed, vi fik sammen.
Afslutningen af skoleåret var en kombination af en fælles tur ud af huset og et par døgn på skolen, hvor der ud over en hel række praktiske opgaver var lagt op til afslutnings- og gallafest inden dimissionen og den endelige afslutning lørdag den 26. juni. Den fælles tur ud af huset var i år opgraderet, da den traditionelle skirejse tidligere på skoleåret var aflyst grundet nedlukningen i januar og februar, og således var alle elever og personale nogle dage i Rinkenæs i Sønderjylland, hvor den historiske egn omkring Flensborg Fjord, Vemmingbund blev udforsket gennem forskellige aktiviteter, som bl.a. blød på klatring, paddleboard, golf og vandring på Gendarmstien langs Danmarks østlige sydkyst.
Skolen lukker nu ned for sommerferie, mens der gøres klar til at modtage det nye elevhold, der ankommer til Hørby søndag den 8. august, hvor 136 efterskoleelever fylder samtlige senge på skolen. Det store spørgsmål forud for skoleåret er, om corona fortsat vil spille en rolle for efterskolehverdagen, men i hvert fald er det på nuværende tidspunkt fra myndighederne meldt ud, at efterskolerne kan begynde skoleåret på normal vis og uden særlige restriktioner – dog med en anbefaling af, at skolerne fortsætter med at teste eleverne to gange om ugen indtil udgangen af september.
Livet med retningslinjer og restriktioner blev hverdag for de elever, som nu har afsluttet deres skoleår. Alligevel er det lykkedes – på trods af nedlukninger og undervisning på afstand – at vende tilbage til skolen, komme i gang igen og få bygget videre på den sammenhængskraft, der kendetegner et efterskolehold ved afslutningen af et skoleår.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skoleafslutning på Hørby Efterskole – i mål trods nedlukning' til en bekendt