
Sæby Erhvervsforening lykønsker Hotel Viking
7. juni 2021 - kl. 8:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Som det er fremgået af anden artikel er Hotel Viking i Sæby netop blevet hædret med Vækst- og Vilje Erhvervsprisen – ved en uddeling fredag morgen i Arena Nord hos Frederikshavns Erhvervsråd.
Erhvervsrådet udgøres af erhvervsforeningerne i Sæby, Frederikshavn og Skagen.
Også lokalt skulle den flotte pris understreges. Derfor mødte formanden for Sæby Erhvervsforening, Kim Muller, fredag eftermiddag op på Hotel Viking, med en stor buket blomster, som han overrakte til Hotel Vikings direktør, Brian Fabricius, og slags- og marketingschef John Guldhammer Olsen.
Kim Müller understregede, at det er enormt flot af hotellet at vinde. Sidste år vandt også en Sæby-virksomhed: Cantona. Rent faktisk vandt Hotel Viking også i 2007.
Hotel Viking er med tiden vokset til en virksomhed med ikke færre end 72 ansatte, og en del af disse blev samlet i forbindelse med erhvervsforeningens formands visit.
Kim Müller understregede, at Hotel Viking er med til at ”sætte en prik på Sæby” og promovere byen udadtil. Hotellet trækker mange gæster til, hvilket samtidig er til stor gavn for mange følgeerhverv og en meget vigtig spiller for byens erhvervsliv.
Brian Fabricius takkede efterfølgende for de venlige ord og de flotte blomster, og der blev budt på et glas kølig hvidvin.
Tekst og fotos: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Erhvervsforening lykønsker Hotel Viking' til en bekendt