
Den årlige generalforsamling er afholdt i Røde Kors
29. maj 2021 - kl. 9:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Røde Kors, Sæby afd. har afholdt den årlige generalforsamling med ca. 25 deltagere.
Der blev afholdt valg og bestyrelsen er:
Formand Inger Ejstrud, næstformand Inge Carlé, kasserer Erik V. Andersen, sekretær Else Simonsen, bestyrelsesmedlemmer Birgit Madsen, Jytte Nielsen, Kristine H. Jensen.
Vores verden har næsten stået stille i et helt år pga. Corona. Nogen aktiviteter i afdelingen har fortsat været igang, men med nedsat hastighed, mens andre har ligget næsten stille i nedlukningsperioderne. Besøgstjenestens 40 frivillige har vha. breve, telefon og fotos holdt forbindelsen ved lige i nedlukningsperioden.
Nørklerne har siddet hjemme og produceret 2000 stk. børnetøj til Katastrofelageret i Kliplev. Nørkleriet har med 20 damer strikket, syet og hæklet mange flotte ting, som bliver solgt i Røde Kors butikken.
Butikken har i det forløbne år modtaget rigtig meget tøj. Containerne rundt om i vores distrikt er blevet tømt jævnligt og der er rigtigt flotte ting at købe i butikken. Når der har været åbent i forretningen, er der gået en del tid med afspritning, mundbind, visirer og andre ting men de 40 damer har lavet et stort arbejde for at nå bedst mulig igennem trængslerne.
Flygtningeaktiviteten har kørt med lavt tempo i nedlukningsperioderne. Der har været aflysning af udflugt, ferielejr, julefest og andre arrangementer i årets løb.
Lektiehjælpen for børn og voksne har været åbent, når det var tilladt, Samvær for kvinder over 18 år med 70 tilmeldte i Frederikshavn har også været åben i det omfang, det har været muligt. Nu glæder alle sig til at komme i gang igen.
Med 140 frivillige er Sæby afdelingen normalt en meget aktiv afd. Med indtjening fra butikken, donationer og medlemskontingenter har afdelingen mulighed for ar hjælpe både i nærområdet og ude i verden.
– 5 børn var på ferielejr på “Vesterskov”
– 31 familier fik julehjælp
Med 17 friske mennesker lykkedes det at samle 21.100 kr. ind ved Røde Kors indsamlingen 1. søndag i oktober. Mange benyttede Mobilpay, en rigtig god ide i disse corona tider. Der lød en stor tak til alle afdelingens frivillige for indsatsen i årets løb trods vanskelige forhold. Uden de frivillige ingen Røde Kors i Sæby.
Efter generalforsamlingen fortalte aktivitetsleder v/ Røde Kors` fængselsbesøgstjeneste i Nordjylland om det spændende arbejde i fængsler og arrester.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Den årlige generalforsamling er afholdt i Røde Kors' til en bekendt