Læserbrev: Det tabte Paradis!

Læserbrev: Det tabte Paradis!

28. marts 2021 - kl. 11:01 - af

Dette indlæg er skrevet af Hans Rødsgaard-Mathiesen. Formand for Nellemanns Haves Venner

Nellemanns Have med de over et tusinde paradisæbletræer bliver meget alvorligt ramt, hvis planerne om at udvide Langtvedvej føres ud i livet.

Et lokalplanforslag for bebyggelsen Sæby Bakker beskriver, at der kun skal være én adgangsvej til bebyggelsen, som kommer til at bestå af ca. 360 huse og lejligheder. Dette vil medføre en markant forøget trafik ad Langtvedvej med over 2.000 køretøjer i døgnet.

Nellemanns Haves Venner, som passer haven, ser to store problemer ved forslaget. Det ene er tilgængeligheden til haven. Det andet er de støjgener, som haven og dens gæster påføres.

Nellemanns Have bliver ikke ene om af få problemer med den forøgede trafik og støj. Hele det nordvestlige Sæby, hvor der bor mindst lige så mange mennesker, som der kommer til i Sæby Bakker, vil også blive berørt af lokalplanforslaget. Områdets bløde trafikanter bliver markant mere udsatte, selvom man etablerer cykelsti og fortov. Veje skal jo fortsat krydses. To af Sæbys Kløverstier følger Langtvedvej fra Hotel Viking til Nellemanns Have. Den beskrevne oplevelse af ”skovens dybe ro” bliver til at overse.

Derfor skal der findes en anden adgangsvej til området, så Langtvedvej kan bevares med den status, trafiksikkerhed og – intensitet, som vejen har nu.

Tilgængeligheden til haven.

Nellemanns Have besøges årligt af ca. 30.000 gæster. Antallet af gæster er i de seneste år steget voldsomt. Vi forventer, at det vil stige yderligere i de kommende år. I dag er der tre muligheder for parkering ved haven. På Overdrevet ovenfor skrænten er der plads til 25-30 biler, langs Langtvedvej ca. 15-20 biler, og ved indkørslen til Det Hvide Hus kan der holde 3-4 biler. Dette dækker sådan nogenlunde det behov, der er for tiden. Ved spidsbelastninger kan der dog være parkeringsproblemer.

Lokalplanforslaget vil forbyde parkering langs Langtvedvej. Det er ofte ældre og gangbesværede mennesker, der parkerer her og bruger haven nedenfor skrænten. Fra Langtvedvej er der nem adgang til haven via tre låger.

Hvis parkering forbydes, frygter Havens Venner, at vi mister disse gæster. Det er synd for dem og ærgerligt for haven, som jo netop er ved at blive en attraktion igen. Der bliver for langt at gå fra Overdrevet. Den spontane mulighed for lige at ”droppe ind”, få en kop kaffe og hygge sig forsvinder. Endvidere vil trafikstøj gøre et ophold til en meget blandet fornøjelse.

Nellemanns Have har mulighed for et etablere 8-10 nye parkeringspladser. Det fremgår af lokalplanen for haven. Det var et ønske fra kommunen, at de kom med. Men parkeringspladserne kommer til at ligge lige op ad havens naboer mod øst og vil genere dem meget. Samtidig er pladsforholdene meget trange. Det er ikke en løsning, som hverken Nic. Nellemanns Fond, som ejer haven, eller Havens Venner kan gå ind for!

Den eneste mulighed for at etablere flere pladser er på Overdrevet. Overdrevet er dog beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3 og er dermed nærmest helligt land. Vi lever i en tid med grøn omstilling og fokus på vilde blomster og biodiversitet. Vores kommune bryster sig af at være frontløber på det grønne og miljørigtige område. Det vil være et oplagt politisk selvmord at ændre fredet natur til parkeringsplads! Hvem har lyst til det?

Lokalplanforslaget binder en gordisk knude med de reducerede parkeringsmuligheder ved Nellemanns Have. Beboerne på de nærliggende villaveje ønsker næppe at medvirke til at binde den op ved at flytte parkeringen dertil!

Støjgener

Som et tillæg til lokalplanforslaget for Sæby Bakker har COWI udarbejdet en rapport om mulige støjgener i Sæby Bakker. Rapporten fastslår, at trafikstøjen ved en hastighed på 50 km/t på Langtvedvej visse steder vil overstige det tilladte. Grænsen for tilladt støj i boligområder og i bynære parker er på 58 db. Flere steder i Sæby Bakker er denne overskredet – allerede på planlægningsstadiet! Hvordan bliver det så ikke i virkeligheden? Ét er teoretiske beregninger. Et andet er fysiske målinger! COWI anbefaler derfor, at der kan etableres støjværn på udsatte steder i Sæby Bakker. Det er meget bemærkelsesværdigt og betænkeligt, at man ved et nybyggeri i det åbne land kalkulerer med støjværn allerede fra starten. Det er dårlig planlægning!                                   

Hvis der er problemer ved Sæby Bakker, hvordan bliver det så ved grundene i Vangkær-udstykningen? Her ligger flere grunde meget tæt ved Langtvedvej. Hvordan bliver det ned ad bakken ved P. Skades Vej, Nellemanns Have og videre ud mod Frederikshavnsvej?            

Havens Venner har sammen med beboerne tæt ved haven foretaget støjmålinger ved hjælp af en app til mobiltelefonen. Måske ikke det mest præcise måleredskab, men det giver et fingerpeg. Støjen fra nedadkørende trafik ligger ofte over 60 db, og fra opadkørende – både personbiler og lastbiler – tit over 80 db! Der bliver voldsomme støjgener på hele Langtvedvej. Er de medindregnet i lokalplanforslaget for Sæby Bakker? Næppe!

Beboerne på P. Skades Vej gav i sin tid bemærkninger til lokalplanforslaget om Vangkær-udstykningen. Her påpegede man mulige støjgener ved trafikken på Langtvedvej.  Bemærkningerne blev affejet af kommunen, da området med støjgener lå udenfor lokalplanens virkningsområde! Vil det også ske nu? Koncentrerer man sig kun om Sæby Bakker og er ligeglad med den eksisterende bebyggelse i det nordvestlige Sæby? Og dermed: Hvem skal i givet fald betale for støjværn ved Nellemanns Have og resten af Langtvedvej, hvis lokalplanforslaget vedtages?

Er man bare ligeglad med det på rådhuset?    

Kære politikere.

Tænk jer nu om! Lad os få visionære og fremtidssikre løsninger fremfor hovsaløsninger. Disse er nok billigere og hurtigere at beslutte, men vi vil hænge på dem i al evighed og dagligt mindes de politikere, som påførte os al den dårligdom.

Hold jer fra ”Den forbudne Frugt” og bevar Paradisets Have intakt i et velfungerende, trygt og harmonisk boligområde. Dette til glæde og gavn for nuværende og kommende generationer.

En kommentar til “Læserbrev: Det tabte Paradis!” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Læserbrev: Det tabte Paradis!”

  • citat :”Ét er teoretiske beregninger. Et andet er fysiske målinger! COWI anbefaler derfor, at der kan etableres støjværn på udsatte steder i Sæby Bakker.”

    I et af de første indlæg på avisen blev der bl.a. henvist til, og lokket med udsigt over vand.

    Jeg ved ikke hvordan man tænker støjværn etableret, men det skal vel ske på østsiden af bebyggelsen, ud mod kysten.

    Det er ekstraomkostning, og med til at gøre stedet indelukket.

    I visse områder i Tyskland vil “de grønne” forbyde nye parcelhuse, og i stedet opføre boligblokke med lejligheder. De påstår det sparer energi og plads, idet et parcelhul lægger beslag på meget natur, gerne 1000-1200M2.
    Man kan sige det er meget plads til en familie på fire, der måske kan nøjes med en lejlighed på 1/10del.

    Jeg ved ikke om Sæby og Frederikshavn kommune kan tænke sådan en plan ind i fremtidens byggeri.

    Vi slipper aldrig af med privatbilen, men noget af presset på de små veje kan måske klares ved at gøre det mere attraktiv at bruge elcykel til lokaltransport.
    Der har jo været kampagner med “vi cykler på arbejde”

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læserbrev: Det tabte Paradis!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger