
Sæby Spektrum søger om rykning af kommunalt pantebrev
14. marts 2021 - kl. 11:43 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Spektrum er nu kommet så langt i projektet, at man har hjemtaget den endelige finansiering. Projekt og pantebrev indgår i et punkt på dagsordenen for næste møde i Økonomiudvalget den 17. marts.
I det oprindelige projekt blev det godkendt, at Frederikshavn Kommunes pantebrev ville opnå pant efter 134.200 EUR til Nykredit Realkredit A/S, 10.500.000 kr. til LR Kredit samt 1.500.000 kr. til Spar Nord Bank A/S.
Siden projektets start er renteniveauet faldet. Det betyder, at man har fået tilbudt en større lånefinansiering fra LR Kredit til stort set samme årlige ydelse. Der ansøges derfor om, at Frederikshavn Kommunes pantebrev i fremtiden må opnå pant efter 134.200 EUR til Nykredit Realkredit A/S, 11.000.000 kr. til LR Kredit og 1.500.000 kr. til Spar Nord Bank.
Som følge af den lavere renteudgift vil låneydelsen være stort set uændret på det oprindelige lån og det nye tilbudte lån. Provenuet af lånet anvendes til finansiering af merudgifter, som er opstået i projektforløbet.
Ud over det omtalte lån på ½ mio. kr. til Frederikshavn Kommune har Sæby Spektrum endnu et lån på 6 ½ mio. kr. til Frederikshavn Kommune. Dette lån bliver sikret gennem tilsvarende pant i ejendommen. Lånevilkår for dette lån påvirkes ikke af ændringen.
Da optagelse af lånet kan ske, uden at det påvirker ydelsen, anbefales det, at ansøgningen imødekommes. Frederikshavn Kommune har ingen kautionsforpligtelser over for foranstående prioriteter. Sæby Spektrum har stillet en garanti på ½ mio. kr. over for Frederikshavn Kommune til sikring af at projektet gennemføres.
Økonomidirektøren indstiller til Økonomiudvalget, at ansøgningen fra Sæby Spektrum imødekommes, og at Sæby Spektrums garanti på ½ mio. kr. frigives, når kommunens ejendomscenter har godkendt, at alle udbudsmaterialets betingelser er opfyldt.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Sæby Spektrum søger om rykning af kommunalt pantebrev” under annoncerne.




I referatet fra Økonomiudvalgets møde står der: GODKENDT