
Konservative: Bekymring for byudvikling i Sæby
5. marts 2021 - kl. 13:38 - af Henrik Christensen
Af hensyn til den overordnede politik for trafikudvikling og byplanlægning deler vi den bekymring, der i læserbrev af 4. marts er rejst af beboerne på Langtvedvej og i området deromkring.
Flyt til Sæby, synes mange at tænke, når man ser på de udstykninger og det byggeri, der er gået i gang i den nordlige del af byen. Og det kan man godt forstå. Her kan man få udsigt til havet og udsigt til skoven og bo i en by med charme og atmosfære, byliv, aktiviteter og venlige mennesker. Og det er fantastisk positivt for byen – og kommunen – at folk vil flytte hertil for at bo og arbejde.
I alt ca. 360 boliger. Det skaber arbejdspladser og kan forhåbentlig også dække det behov for arbejdskraft, som er i kommunen både nu og på sigt med en ”voksen” befolkning, som er en realitet.
Derfor kan vi i Det Konservative Folkeparti kun hilse det velkomment, at der nu planlægges med muligheder for at bygge eget hus eller bo i lejlighed i det nordlige Sæby, i projektet ”Sæby Bakker”.
Det er imidlertid også vigtigt for os, at man som kommune i den sammenhæng tænker på både at forny og bevare. Projektet skal være fremtidssikret trafikalt og samtidig sikre en bevarelse af de herlighedsværdier, der er i området i det nordlige Sæby. Derfor er vi meget betænkelige ved, at al trafik til og fra området ene og alene skal ledes ad Langtvedvej, som er en relativt smal vej med ringe mulighed for den nødvendige udvidelse.
Det er efter vores opfattelse ikke fremtidssikret at lede trafikken fra ca. 360 boliger ad Langtvedvej og ned på Frederikshavnsvej. Der vil simpelthen for ofte dannes uhensigtsmæssig kø og trafikprop især i spidsbelastede situationer.
Det er heller ikke optimalt samtidig at forestille sig, at Langtvedvej kan være skolevej for de børn, der forhåbentlig kommer til at vokse op i kvarteret. Og heller ikke for de nuværende skolebørn, der benytter Boelsmindevej som skolevej, og derfor skal krydse Langtvedvej på vej til og fra skole.
Ud over trafikken er også de herlighedsværdier, som tiltrækker tilflyttere til Sæby, i spil. På Langtvedvej ligger fx Nellemanns Have, som er både en turistattraktion for byen og et lokalt frirum for børn, voksne og frivillige, som passer haven. Langtvedvej er også et område med mange attraktive boliger, som de folk der bor i dem har erhvervet eller bygget netop på grund af den herlighedsværdi, der er i kvarteret.
I Det Konservative Folkeparti ser vi derfor både principielle og konkrete problemer ved den trafikafvikling, som på nuværende tidspunkt ligger i projektet ”Sæby Bakker”.
Det vil være både fremtidssikret og værdibevarende for hele området at udbygge med yderligere en mulighed for ind- og udkørsel af området ”Sæby Bakker” og tænke i maksimal trafiksikkerhed, bedre sikring af skolevejen og samtidig en mere tilgængelig måde at komme videre fra boligområdet og til Frederikshavnsvej og/eller motorvejen – og tilbage igen.
John Lamp Henriksen, spidskandidat
Det Konservative Folkeparti
Inge Carlé, byrådskandidat
Det Konservative Folkeparti
5 kommentarer til “Konservative: Bekymring for byudvikling i Sæby” under annoncerne.
Det kunne være en god ide og lave sydbyen færdig først, nu hvor der er nye udstykninger på vej.
Kære politikere: Er Brolæggervej en omfartsvej
Angående Toldbodvejs forlængelse til Pottemagervej og Solsbækvej i det sydlige Sæby.
Da området blev udstykket først i halvfjerdserne, var det planen, at Toldbodvej skulle føres igennem til Pottemagervej og Solsbækvej. Nu skriver vi 2021, og området er fuldt udbygget med skole, idrætshal og boldbaner, uden at Toldbodvej er ført igennem til Pottemagervej og Solsbækvej..
Brolæggervej er meget belastet med megen støjende og tung trafik af store lastvogne, tankvogne, slamtankvogne, entreprenørmaskiner og landbrugsmaskiner. foruden de mange personvogne, som skal køre børn i skole og til idræt.
Det føles, som om Brolæggervej er en omfartsvej for lastbiler, landbrugsmaskiner og entreprenørmaskiner. Området var tænkt som et stille boligkvarter; det bærer det absolut ikke præg af!
Hvornår får vi Toldbodvej ført igennem til Pottemagervej og Solsbækvej?
Ang. Sydbyen, så har Jacob ret, gør det færdigt som I(politikere) er begyndt på. Men det har man åbenbart glemt.
Sæby er en by med de mange lave huse og hyggelige villakvarter, spredt ud over hele byen!
Sæby er ikke en by med høje etageejendomme – anbragt de forkerte steder som tilfældet vil være med ” høje ” huse ved Langtvedvej, hvorfra man vil kunne ” overvåge kvarterne deromkring.
Som liste “C” har markeret er det brug for endnu en til/frakørselsvej.
En ny vej vil efter mit skøn kun kunne placeres nord for Sæby Bakker, nede fra
Frhavnsvej og op over bakken nord for Strand Ager. Den vej vil give hurtig adgang fra Sæby, Fr.havn og motorvej
Dejligt der sker noget i Sæby.
Ny havneudvidelse, med nye lejligheder ved gammelt frysehus ved Sdr. Ringvej. Nyt boligområde ved Langtvedvej ,nyt boligområde i syd byen.
Ang. sydbyen bør man gøre tolbodvej færdig og lukke Brolæggervej for tung trafik.
Ang. nyt boligområde ved Langtved vej bør vej tilgangen være nord for Sæby, det burde man have med i by planlægningen af SÆBY NORD ,med de bo enheder der kommer i nordbyen vil der på længere sigt også komme et supermarked da det er mange beboer i dette område, så vær fremsynet og have det med i planlægningen af Sæby nord.
Nogen må have sovet i timen. Der er givet tilladelse til udstykning, men ikke tænkt så langt som til at tænke infrastruktur. Og nu opfordre man så fra mange sider, at der skal laves vej mod nord. Så bliver vi bekymret. Vi er nemlig så heldige at bo på Langtved og dyrker jorden nord for udstykningen. Bliver det os der skal betale for den fejl der er lavet?
Burde de overhovedet have lov til at bygge i den højde.. tænker på dem der har Huse lige nedenfor… Ingen sol . Ingen privat liv..deres Huse må miste en stor værdi