
Venstre og Konservative går langt for vennerne
28. august 2020 - kl. 11:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Til det seneste byrådsmøde og i et nyligt læserbrev giver henholdsvis Venstre og Konservative udtryk for, at de er klar til at gå langt for at hjælpe en hærværksmand i Skagen. Hvordan skal det forstås? Jo, de ønsker ikke at genetablere den ødelagte natur i klitterne i Skagen, før der er afsagt dom i straffesagen, med det ene formål at beskytte hærværksmandens pengepung. Men sæt nu, Venstre og Konservative, at den skyldige aldrig dømmes? Det sker altså nogen gange. Så må man forstå, at I ikke ønsker at genetablere naturen? Det er i så fald rystende ulovligt. Og tankevækkende, at man er parat til at gå så langt for at hjælpe en sigtet kriminel i Skagen. Jeg er dybt rystet over den lemfældige omgang med paragrafferne. Og man kunne da i det mindste håbe, at et parti som de konservative med en politimester som spidskandidat har indsigt i den slags.
Nu er den sigtede i sagen tilfældigvis bosiddende i Skagen – med nyvunden havudsigt, efter at klitten er forsvundet. Hvad nu hvis den sigtede var en indbrudstyv, som begyndte at gøre vrøvl over erstatningen på det vindue, han havde smadret, for at begå sin kriminalitet? Skal man så forstå Venstre og Konservative sådan, at offeret for indbruddet ikke skal gøre sig forhåbning om erstatning, før der er afsagt dom?
Heldigvis er tilstandene ikke sådan i Frederikshavn kommune. Her passer vi på hinanden og på naturen. Og så er vi nogen, der mener, at lovene skal overholdes – også Naturbeskyttelsesloven.
Anders Brandt Sørensen, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet
En kommentar til “Venstre og Konservative går langt for vennerne” under annoncerne.




Det var uklogt at sende en gummiged ud i klitterne på Sønderstrand.
Som bosiddende i Sæby bestiller jeg heller ikke en mand med motorsav til at fælde de træer der tager udsigten mod vandet, selv om mange træer heromkring vokser sig voldsom store. Om de står på privat eller offentlig grund er underordnet.
Der må være rigelig med dokumentation i Frederikshavn kommunes arkiver, som viser klitterne før toppen blev skrællet af.
I en artikel på nordjyske.dk fra 29.0kt. 2019 står der er fjernet to meter sand på en strækning af 117 meter. På nordjyske er der desuden et meget godt luftfoto af stedet.
dr.dk 22.jan. 2020 skriver : citat “Ifølge den plan skal der flyttes cirka 3.000 kubikmeter sand tilbage på det 1.300 kvadratmeter store område, og der skal plantes såkaldte sandhjelme for at undgå sandflugt.
Prisen for det vil ifølge kommunen blive op mod 500.000 kroner – en pris som de to sigtede kan ende med at skulle betale, hvis de bliver kendt skyldige i sagen.
Det må undre læserne, at der er så stor forskel på den mængde sand, hærværksmanden mener er skovlet væk, og den mængde kommunen opgiver.
Det er mulig jeg tager fejl, men efter min overbevisning er der ikke fjernet 3000M3 sand og jeg synes at en pris på op mod ½million lyder overdrevet for at genskabe klitterne.
Vores retsprincipper går på at en tiltalt er uskyldig, til det modsatte er bevist, og da der kører en sag for domstolene, må man vente til retten har talt.
Det var som sagt dumt at køre ud i klitterne med en gummiged midt om natten, men vi må ikke lade folkedomstolen dømme, og et eventuel erstatningskrav skal ske på saglig grundlag, ikke ud fra hvad man tror der er sket ude på Sønderstrand