
Mistillid til boligforeningens bestyrelse gav bagslag
27. august 2020 - kl. 14:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Et halvt år med uenighed og en dårlig stemning i Frederikshavn boligforenings organisationsbestyrelse sluttede onsdag den 26. august med et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Repræsentantskabet hørte først et indlæg fra Mona Løt og Louise Melchert Kragh Ottesen omkring mistillid.
Derefter blev Boligforeningens Landsforenings (BL) notat om undersøgelse af denne mistillid gennemgået af Bjarne Zetterstrøm fra BL.
Direktør Kim Madsen gennemgik i detaljer kritikken af boligforeningens administration og drift.
Derefter besluttede repræsentantskabet, at der ikke skulle foretages yderligere undersøgelser udover den, BL og boligforeningens revisor har lavet.
Næste punkt på dagsordenen var om mistillid til bestyrelsen fremsat af Mona og Louise. Det blev afvist, mens det modsatte forslag om mistillid til Mona og Louise blev vedtaget. Herefter var der valg til bestyrelsen, hvor Thomas Hjort fra Frederikshavn og Anne-Dorthe Sørensen fra Sæby blev valgt.
Bestyrelsen består herudover af formand Fie Mølholt, næstformand Helle Sindal Thomsen, Henrik Larsen, Erling Laursen og Kim Willy Christensen, valgt af medarbejderne.
“Repræsentantskabet har talt. Nu skal vi videre. Alle i bestyrelsen vil fremad.
Det handler blandt andet om, at vi får aftalt de temamøder og seminarer om vedtægter, forretningsorden, politikker og handleplaner, samt evaluering af bestyrelsesarbejdet, som daværende formand Bjarne Walentin havde planlagt, vi skulle have haft i marts/april. Vi er kede af den uro, der har været i bestyrelsen, som betyder vi kun har lavet det forretningsmæssige og behandlet absolut nødvendige emner. Tingene burde havde været klaret internt i bestyrelsen i stedet for i repræsentantskabet. Det har også været et hårdt pres for vore medarbejdere. Da vi allerede har ordinært repræsentantskabsmøde den 15. september, har vi travlt med at få beretninger med videre på plads”, siger formand Fie Mølholt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mistillid til boligforeningens bestyrelse gav bagslag' til en bekendt