Den Kommunale Tandpleje yder kun kritisk behandling
2. april 2020 - kl. 13:44 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den Kommunale Tandpleje i Frederikshavn Kommune oplever mange henvendelse fra borgere, der vil vide om de har en aftale eller ej – men til og med juni er nødberedskabet forbeholdt borgere med kritiske tandbehandlingsbehov.
For at mindske tæt kontakt og dermed smittespredning af corona-virus har Sundhedsstyrelsen strammet retningslinjerne for besøg på offentlige og private tandklinikker.
– Det betyder at Den Kommunale Tandpleje – inklusiv Tandreguleringen, Omsorgstandplejen og Specialtandplejen – kun må se patienter med et kritisk behov, altså kun de allermest nødvendige, fortæller Nina Vejby, som er overtandlæge Den Kommunale Tandpleje i Frederikshavn Kommune.
Dette gælder til og med juni 2020, medmindre Sundhedsstyrelsen melder andet ud.
Det betyder, at mange børn, unge, omsorgspatienter og specialtandplejepatienter desværre vil opleve at deres aftaler i Tandplejen bliver aflyst. Borgere med et kritisk behandlingsbehov vil få en ny tid inden sommerferien og mange vil få udskudt deres tid til efter sommerferien.
Hold øje med telefon og mail
Alle de, hvis behandlinger aflyses, vil få besked i deres e-boks. De få, der skal til en kritisk behandling inden sommerferien, vil derimod blive ringet op.
Der er dog gode nyheder til de unge, der nærmer sig de 18 år, hvorfra man selv skal betale for sine tandlægebesøg.
– Hvis man har en tid til 18 års undersøgelse, der bliver aflyst på grund af corona, vil man få en ny tid efter sommerferien. Også selvom man er fyldt 18 år i mellemtiden, slutter Nina Vejby.
Fakta: Tandplejen tilbyder stadig:
Kritisk nødbehandling – kontakt altid klinikken først mellem 8.00-15.00 frem til påske på nødtelefon 40 38 75 10 og efter påske på Tandplejens hovednummer 98 45 64 00.
Tandpinevagt i weekender og på helligdage
Har du brug for akut tandlægehjælp lørdag, søndag eller helligdag, kan du kontakte Tandpinevagten på Filstedvej 10 i Aalborg på tlf.: 70 20 02 55 . Her er telefonen åben i tidsrummet kl. 9.00 til kl. 10.00
VIGTIGT!
Du/I skal ikke møde op på klinikken selvom du/I har en tid hvis:
– Du har symptomer, også lette, som fx snue, ondt i halsen og/eller hoste, eller feber
– Du har været i direkte kontakt med en bekræftet coronasmittet person inden for 14 dage
– Du er kommet hjem fra en rejse inden for de sidste 14 dage.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Den Kommunale Tandpleje yder kun kritisk behandling' til en bekendt