
Fortsæt med at tage blodtrykssænkende medicin
23. marts 2020 - kl. 0:30 - af Henrik Christensen
Hjertepatienter er blevet bekymrede for at skulle tage deres blodtrykssænkende medicin. Dette skyldes historier i medierne og i medicinske tidsskrifter om sammenhængen mellem blodtryksmidlerne ACE-hæmmere, Angiotensin 2-hæmmere og COVID-19.
– Vi anbefaler kraftigt, at man fortsætter med at tage sin blodtryksmedicin. Dette skyldes, at medicinen har en betydelig positiv effekt på de hjertesygdomme, som de bruges imod. I historierne, der er fremme, er der foreløbigt blot tale om hypoteser til fremtidige studier, og der foreligger endnu ingen evidens, der viser en negativ virkning ved COVID-19, siger professor Gunnar Gislason, forskningschef i Hjerteforeningen.
Denne anbefaling er bakket op af videnskabelige selskaber i Europa og USA.
Blodtryksmedicin af typerne ACE-hæmmer (fx Enalapril, Captopril) og Angiotensin 2-hæmmere (fx Losartan) bruges i vid udstrækning hos patienter med forhøjet blodtryk, sukkersyge, nyresvigt og – ikke mindst – patienter med hjertesygdom, særligt dem med hjertesvigt.
– Blodtryksmedicinen virker ved at ramme visse processor i kroppen, som COVID-19 også rammer – blot på andre steder og måder i kæden. Det er grundlaget for de mange aktuelle teorier om, at blodtryksmedicinen enten kan være til gavn eller til skade hos dem der tager medicinen og får COVID-19 infektionen, forklarer Gunnar Gislason.
Hjerteforeningen modtager mange spørgsmål fra danskerne omkring coronavirus (COVID-19) og hjertekarsygdom. Derfor har Hjerteforeningen for næsten to uger siden oprettet en særlig side – www.hjerteforeningen.dk/corona – hvor særlig vigtig viden om corona for hjertepatienter og pårørende bliver samlet og delt. Siden bliver løbende opdateret.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fortsæt med at tage blodtrykssænkende medicin' til en bekendt