1-1-2-akuthjælpere i Østervrå er klar til at rykke ud

1-1-2-akuthjælpere i Østervrå er klar til at rykke ud

29. maj 2019 - kl. 12:35 - af

25 nye 1-1-2-akuthjælpere er nu klar til at rykke ud og udøve indledende førstehjælp til borgerne i Østervrå og omegn efter at have gennemgået et kursusforløb arrangeret af Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland.

Lokale ildsjæle giver tryghed til medborgere
Den sidste kursusdag og aktiveringen af ordningen blev markeret søndag 26. maj, hvor alle de nye 1-1-2-akuthjælpere fik overrakt kursusbevis af Mogens Ove Madsen, formand for Regionsrådets Akut- og Praksisudvalg.

– Det er fantastisk at opleve, at der også i Østervrå er dedikerede borgere, som er klar til at påtage sig opgaven som 1-1-2-akuthjælpere. Østervrå opfyldte alle kriterier for tildeling af midler til oprettelse af en ordning. Både hvad angår akutte hændelser og antal mønstrede frivillige. Området var det i ansøgerfeltet, der over en periode havde oplevet den længste gennemsnitlige responstid for ambulancen, siger Mogens Ove Madsen.

Det lokale akuthjælperkorps er nu klar til at blive alarmeret via sms, så de kan rykke ud og yde indledende førstehjælp og opstarte behandling til akut syge i deres lokalområde.

– Der skal ikke være tvivl om, at den frivillige indsats værdsættes og er en vigtig supplerende brik i regionens præhospitale beredskab. Vi har stor fokus på og gavn af vore frivilligordninger, hvor omkring 1.700 lokale ildsjæle gør en enormt flot indsats for at skabe tryghed i deres lokalområde ved at rykke ud.

Lokal tovholder klædt på til at rykke ud
Gorm Rosendal er tovholder for den nystartede 1-1-2-akuthjælperordning i Østervrå. Han er glad for sammen med de øvrige nye akuthjælpere at være kommet igennem et rigtig godt kursusforløb.

– Vi føler os godt klædt på til at rykke ud og yde indledende førstehjælp og opstarte behandling til akut syge i lokalområdet, indtil den professionelle hjælp når frem og overtager. Det har været rigtigt dejligt, at hele 25 personer har valgt at bruge fritiden på at lære nogle færdigheder, som gør dem i stand til at hjælpe andre, og fremover vil vi stå klar til at rykke ud med blandt andet ilt og hjertestarter, når der er brug for det, siger Gorm Rosendal.

Forud for tildelingen af en 1-1-2-akuthjælperordning havde Østervrå en SMS Hjertestopordning, hvor en gruppe borgere rykkede ud udelukkende ved hjertestop.

– Samtidig med at vi nu har fået er 1-1-2-akuthjælperordning, bliver vores tidligere sms-ordning nedlagt, og jeg vil i den forbindelse gerne sige tak til alle i den gruppe og lokalbefolkningen for den store opbakning, der blev vist ved opstart, siger Gorm Rosendal.

Muligheder for SMS Hjertestopordning
I modsætning til 1-1-2-akuthjælperordningerne skal SMS Hjertestopordningerne ikke politisk besluttes og kan løbende sættes i gang.

– Vi har allerede nu mange SMS Hjertestopordninger, hvor frivillige yder en flot tryghedsskabende indsats, og vi vil gerne have flere, fortæller Mogens Ove Madsen.

Der er i øjeblikket 55 SMS Hjertestopordninger i Region Nordjylland. Ordningerne består af en gruppe på 15-25 mennesker i et lokalsamfund. Hvis man er interesseret i at starte sådan en ordning, så kan man tage kontakt til Den Præhospitale Virksomheds frivilligkoordinator Dorthe Sofie Haals på tlf.nr. 91 17 03 70 eller mail dsh@rn.dk.

Fakta om frivilligordningerne
1-1-2 akuthjælperordningen er en udvidet frivillig førstehjælpsordning, som er udviklet af Region Nordjylland. De frivillige rykker ud og yder førstehjælp, når de modtager en sms fra AMK-vagtcentralen (Akut Medicinsk Koordineret Vagtcentral) om en akut opstået hændelse i deres lokalområde.

En 1-1-2 akuthjælper er en frivillig borger, der har fået et udvidet førstehjælpskursus i blandt andet hjerte-lunge-redning, måling af blodsukker, førstehjælp ved fremmedlegeme i halsen samt anvendelse af førstehjælpsudstyr som f.eks. brug af iltapparat og hjertestarter. Alle 1-1-2 akuthjælpere udfører behandling på en delegation af den præhospitale lægelige chef og deltager løbende i de vedligeholdelseskurser som Region Nordjylland holder.

Der er lige nu 12 1-1-2-akuthjælperordninger i Region Nordjylland. De ligger i Østervrå, Gedsted, Øster Assels, Karby, Nørre Vorupør, Stenbjerg, Sillerslev, Agger/Krik, Frøstrup, Aalbæk, Mou/Egense og Øster Hurup/Als.

SMS-Hjertestopordning
En SMS-hjertestopordning er en frivillig førstehjælpsordning, hvor de frivillige rykker ud, når en borger i deres lokalområde får hjertestop. Når AMK-vagtcentralen modtager et 1-1-2 opkald, der vækker mistanke om hjertestop, sendes der straks en sms afsted til de frivillige, der er medlem af SMS-hjertestop i det distrikt, hvor borgeren med hjertestop befinder sig. Det vil ofte være muligt for frivillige i nærområdet at nå hurtigt frem og påbegynde genoplivning, inden de præhospitale enheder ankommer til stedet.

Læs mere om Region Nordjyllands frivilligordninger på www.dpv.rn.dk

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '1-1-2-akuthjælpere i Østervrå er klar til at rykke ud' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER