
Vikingedåb hos De blå næser på Sæby Havn
3. februar 2019 - kl. 0:44 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lørdag præcis kl. 10 var der stort ståhej på havnen i Sæby. Syv vinterbadere fra vinterbaderklubben ”De blå Næser” skulle døbes efter reglementet, som siger, at man skal vinterbade to hele sæsoner som skrælling, før man bliver ophøjet til ægte viking og får sit vikingenavn.
Ca. 45 personer var mødt op for at opleve dåben af de nye vikinger. En efter en hoppede de i havnen og efterfølgende blev de døbt og fik et kælenavn – eller øgenavn, som nogen måske vil kalde det.
Mellem de nye vikinger var ”De blå Næser”s formand Henrik Hanghøj, som fik navnet ”Drengefar” – han er den stolte far til 4 drenge.
Der ud over blev følgende døbt:
Birthe Faurholt – ”Hyggesprederen” – hyggelige bemærkninger, så man altid kommer i godt humør
Dorte Kristensen – ”Fjerbolden” – fordi alle i hendes familie spiller badminton
Jesper Luff – ”Luftkastellet” – snakker om mange ting, som aldrig bliver til noget
Jette Mellergaard – ”Una strandløber” – fordi una betyder, fornøjelig og glad. Hun begyndte vinterbadning med at løbe ud fra stranden i Voersaa
Lene Langbak – ”Jobberen” – hun har været i mange forskellige jobs, langturschauffør, rejseleder ved Nille, anlægsgartner, bankassistent og socialrådgiver
Lisbeth Bertelsen – ”mælkepigen” – hun har altid mælk med til sin kaffe lørdag morgen
Efter dåben blev alle fremmødte budt på kaffe og hjemmebag og traditionen tro, kagemand fra Hørby Bageren. Dette traktement var der ingen, der havde noget imod, da de fleste, blot ved at se på de badende, selv havde reddet sig en blå næse.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vikingedåb hos De blå næser på Sæby Havn' til en bekendt