
Udvikling af fritids- og aftenklubområdet
19. september 2018 - kl. 0:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Centerchefen for ungdomsskole, -klubber og SSP har iværksat et arbejde med at belyse strukturen på fritidsklubområdet i Frederikshavn Kommune. Børne- og Ungdomsudvalget havde spørgsmålet til drøftelse på udvalgets seneste møde forleden.
Arbejdet vil rumme aspekter vedr. organiseringen af fritids- og aftenklubber samt økonomiske tildelingsmodeller, som skal bidrage til at understøtte den socialpædagogiske profil, der er besluttet for områdets arbejde i Frederikshavn Kommune. Arbejdet sker med inddragelse af de kommunale, selvejende og private aktører på fritids- og aftenklubområdet.
Centret og udvalget har endvidere været på en studietur til ungdomsskolen i Horsens, Vesterbro Ungdomsklub i København samt til Helsingør Kommune med repræsentanter fra det politiske udvalg, forvaltning, fritidsklub og skole.
På alle tre besøg var der fokus på det grænsekrydsende samarbejde, på ledelse, struktur og organisering, de fysiske rammer (herunder, hvordan autentiske læringsmiljøer har betydning for børnenes/elevernes udbytte) samt erfaringer med at tilknytte andre faggrupper og kompetencer til løsning af specifikke opgaver inden for kerneopgaven.
På det administrative niveau er arbejdet påbegyndt i forhold til at udarbejde forslag til en ny tildelingsmodel på fritidsområdet. Målet er, at tildelingsmodellen skal kunne rumme det samlede fritidstilbud i Frederikshavn Kommune, og at den er fleksibel i forhold til antallet af enheder, der på måtte anses for nødvendige for at give unge i kommunen et godt fritidstilbud. En ny tildelingsmodel vil kunne træde i kraft med det kommende budgetår 2019.
Drøftelsen i Børne- ug Ungdomsudvalget mundede ud i, at indtryk fra inspirationsturen bruges i den videre proces. Den fremtidige retning for arbejdet er samarbejde mellem skoler, klubber, ungdomsskole og 10. klassecenteret.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Udvikling af fritids- og aftenklubområdet' til en bekendt