
Dybvad Idrætsklub har akut problem med kastebur
19. september 2018 - kl. 1:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Dybvad Idrætsklub har akutte problemer på atletikstadion med et kastebur, som anvendes i forbindelse med atletiktræning og –stævner.
Kasteburet er ødelagt på grund af kraftig storm. Center for Park og Vej har besigtiget skaderne. Center for Kultur og Fritid har undersøgt, om skaden kan dækkes af kommunens forsikring. Dette er ikke tilfældet.
Dybvad Idrætsklub har derfor ansøgt kommunens anlægspulje om støtte til udbedring af skaden, alternativt udskiftning af hele kasteburet.
Klubben har et kommende atletikstævne, hvor man er afhængig af kasteburet. Foreningen er i dialog med producent og leverandør om udskiftning/udbedring af skaderne.
Anlægspuljen kan søges af foreninger, der er godkendt under Folkeoplysningsloven. Anlægspuljen yder støtte til forandringer og nyetableringer af klub- eller foreningsfaciliteter, energibesparende foranstaltninger i klub- eller foreningsregi, projekter, der optimerer kvadratmetre for at skabe mere aktivitet på færre matrikler, har forrang for tilskud, projekter, der har til formål at sammenflytte aktiviteter, herunder støtte til nedrivning og reetablering samt til at vedligeholdelsesarbejde, der ikke støttes via tilskudsordning.
Folkeoplysningsudvalget drøftede klubbens problemer på udvalgets seneste møde forleden. Der er 1.180.819 kr. i rest til uddeling fra anlægspuljen i 2018.
Udvalget nåede frem til denne beslutning: ”Udsættes til ordinær ansøgningsrunde i anlægspulje 2018.”
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dybvad Idrætsklub har akut problem med kastebur' til en bekendt