
Foto: Click Sæby
Vil etablere badebro ud for Sæby Søbad
15. marts 2018 - kl. 5:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommune har modtaget en ansøgning om etablering af en badebro langs høfden for enden af parkerings- og vendepladsen på Strandvej ved Sæby Søbad.
Kommunen har valgt at offentliggøre ansøgningen, fordi man vurderer, at placeringen har, som det udtrykkes, almindelig offentlig interesse. Inden kommunen træffer afgørelse i sagen, er det muligt at afgive høringssvar frem til den 28. marts.
Efter høringsperioden træffer kommunen afgørelse efter bekendtgørelsen om bade- og bådebroer.
Ansøgning om opsætning af en badebro er ønsket af en kreds af ejere, som benævnes Sæby Søbad Centerbygningen A/S. Den er underskrevet af Søren Kristiansen, Skovalleen 2B, Sæby.
Broen ønskes opsat syd for høfden ved Søbadet. Broen placeres så langt væk fra høfden, at der fremdeles kan blive plads til at bygge nogle firkanter på, hvor børn kan sidde og fiske krabber. Broen bliver helårlig, og kan benyttes af alle. Broen leveres og opsættes af www.nbcmarine.dk.
Umiddelbart syd for området ligger en kommunal adgangsbro på stranden. ”Det er vores håb, at vi i samarbejde med kommunen kan flytte denne bro til den nye badebro, så broen også kan anvendes af handicappede, da der derved vil være fast grund fra P-pladsen ved Søbadet til badebroen,” hedder det i ansøgningen.
Link til kommunens hjemmeside, hvor der kan læses meget mere om planerne og ses skitser for udformning og placering:
http://frederikshavn.dk/Sider/Ans%C3%B8gning-om-etablering-af-badebro-ved-Strandvej-9,-9300-S%C3%A6by.aspx
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vil etablere badebro ud for Sæby Søbad' til en bekendt