Når lægens kamp mod systemet, bliver din konsekvens

24. februar 2018 - kl. 6:33 - af Henrik Christensen

Jeg er just flyttet til Frederikshavns kommune, skulle i den forbindelse vælge læge. Der var en i Skagen med åben tilgang, samt en i Sæby. Jeg er yderst sjældent ved lægen, så valget falder på ham tættest på, det kunne jo være lige meget, tænkte jeg. Men hvor skulle jeg dog blive klogere.

Jeg kan ikke tåle nogen former for gigtmedicin samt acetylsalisylsyre, så i mit liv har der været Panodil samt i ufattelig små mængder Morfin, når smerter blev for svære.

Jeg er så i den situation, at jeg render ind i en frossen skulder. Skulle man ikke kende til det, så kan jeg fortælle, at man åbner en dør til en vanvittig sindssyg smertefuld periode. Aldrig har jeg oplevet noget sådan før, bortset fra i 2011 hvor det ramte den anden skulder. Man kan intet, at ligge i sengen er komplet umuligt grundet smerter, endte i 1½ uge siddende nat/dag i sofaen, jeg var i en anden verden af smerter.

Jeg finder mine Morfin piller frem, de blev for gamle i 2012, så man kan næppe påstå, at jeg hverken er afhængig eller stor spisende af nogle sådanne.

Jeg klarer weekenden, på de 6 år for gamle piller, de kan absolut ikke gøre så jeg kan ligge, men jeg kan overleve. Bestiller så tid hos min nye læge.

Det bliver et shok af de store, for jeg nægtes nogen form for hjælp, stærkere end Panodil, til mine smerter. Når jeg ikke kan tåle de tidligere omtalte muligheder, her spec. gigtmedicin, så kan jeg intet få.

Jeg var dybt rystet, var i et vanvittigt smertehelvede, men nej, fik et langt foredrag om, at jeg havde de politikere jeg fortjente, dem jeg havde stemt på, dem som krævede, at der ikke blev udskrevet morfin, som jeg i øvrigt notorisk, ville blive afhængig af – det gjorde alle, og det var ALLE sagde han. På intet tidspunkt blev der udtalt tvivl om mine smerter, eller mit behov for hjælp, men intet fik jeg.

Dette var lægens personlige kamp mod et system, som han fandt urimelig – hvad jeg fandt det, hvordan jeg overlevede dette helvede, se det var han hamrende ligeglad med, han havde sine principper, var svaret.

Jeg blev reddet, jeg fik stoppet en pakke morfin piller i postkassen. Et menneske hørte mit råb, så jeg overlevede, jeg stoppede selvfølgelig med morfin straks smerten aftog, så jeg overlevede både det ene og det andet, men det var ikke med lægens hjælp.

Kære læser, jeg håber af hele mit hjerte, at du aldrig render ind i en læge, som ser sin personlige kamp mod et system langt vigtigere, end at hjælpe dig, når det virkelig brænder på.

Det er vel ikke nødvendigt at skrive, at jeg ikke har samme læge mere.

Vibeke Zweidorff