
VM for tegneseriehold sjette år i træk
20. februar 2018 - kl. 8:35 - af Henrik Christensen
Lørdag d. 17. februar blev den sjette udgave af VM (Vendsysselmesterskaberne) for tegneseriehold afholdt i Nordjyllandshallen i Sæby. VM for tegneseriehold er et indendørs fodboldstævne for voksne mænd, der har en vis rutine i at tabe. Det er spillere, der gerne bruger tre til fire berøringer på at dirigere bolden den rigtige vej – hvis altså den ikke smuttede under foden. Og tilskuerne på langsiderne er ofte i overhængende fare, når der afsluttes på mål.
For at sikre, det er ægte tegneseriehold, der deltager, bliver stillingerne i DBU’s turneringer gransket, inden der inviteres. Og her er det altså vigtigt for stævneledelsen, at der er tale om hold med en lav sejrsrate. I år var der bl.a. deltagelse af Voersaa IF, Ulsted B og Skæve IF, der har vist sig som værende ægte tegneseriehold.
Finalen stod i år mellem Understed IF og Sæby Grand Old Boys. Understed vandt første udgave af VM for tegneseriehold i 2013, hvorimod Sæby Grand Old Boys har taget pokalen de seneste to år. Efter en meget medrivende finale, som først blev afgjort i de døende sekunder, kunne Understed IF kalde sig tegneseriemestre igen. I kampen om at undgå sidstepladsen måtte Skæve trække det korteste strå mod Ulsted, som dermed fik den mindre flatterende titel som ”Vendsyssels Vageste”.
Ved den efterfølgende præmieceremoni var der gavekort fra Kalhøj til vinderholdet, der var gaver fra Nordjyske Bank til de tre bedst placerede hold, der var billetter til Sæby Svømmebad til sidstepladsen (som havde været ude at svømme under hele stævnet), og der var øl sponsoreret af Denckers Autolakering til samtlige deltagende hold. Derudover var der masser af spurtpræmier og individuelle præmier til særlige individuelle præstationer – gode som mindre gode. De mange specialbutikker i Sæby (og en fodboldgolfbane i Sørå) havde med deres gavmildhed sikret et højt præmieniveau.
VM for tegneseriehold har med tiden udviklet sig til en af landsdelens mest underholdende turneringer. Viljen til sejr er stor – talentmassen lille. Kampene kan (gen)ses på stævnets Facebookside af samme navn.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'VM for tegneseriehold sjette år i træk' til en bekendt