
Kommunens rolle ved kystsikring
29. januar 2018 - kl. 9:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Teknisk Udvalg skal på dets møde mandag eftermiddag drøfte kommunens rolle ved kystsikring i forbindelse med overtagelse i november 2017 af en række kompetencer fra Kystdirektoratet.
Imidlertid var der en del formalia ”som skulle på plads” inden Kystdirektoratet trak sig ud. Udvalgsmedlem Peter Sørensen, Skagen, vil gerne kende til status i denne ”overlevering”, herunder, om det har en økonomisk konsekvens for kommunen.
Desuden ønsker Peter Sørensen belyst, hvilken betydning det har for kommunen (og Teknisk Udvalg) at overtage ansvaret. Det ønskes også oplyst, hvilke sager, der pt. er ”åbne” (altså igangværende), og hvordan status er på disse? Tillige ønsker Peter Sørensen forklaret, hvilke kendte sager, der er på vej ind, og hvornår disse sager forventes at blive sat på dagsordenen.
Kommunens Center for Teknik og Miljø kan til Peter Sørensens spørgsmål oplyse, at der har været et lovforslag i høring omkring overførsel af myndighedskompetencen fra Kystdirektoratet til kommunerne. Lovforslaget mangler dog behandling og vedtagelse.
Større kommunale ressourcer
Det må forventes, at Frederikshavn Kommune skal afsætte større personalemæssige ressourcer til opgaven efter myndighedsoverdragelsen, da den sagsbehandling, der i dag foregår i Kystdirektoratet, efter lovændringen skal foregå i kommunen. Dette vil umiddelbart have en økonomisk konsekvens.
I det lovforslag, som har været i høring, er det anført, at det samlet vurderes, at der vil blive tilført kommunerne opgaver svarende til ca. 4,2 årsværk (fordelt på alle kommuner). Heri er indregnet en forventet mere effektiv sagsgang.
Center for Teknik og Miljø vurderer dog, at der i en periode skal afsættes større personalemæssige ressourcer til området, da der skal oparbejdes ny faglighed. Desuden kan der i en periode forventes større opmærksomhed på området dels fra lodsejere og dels fra interesseorganisationer.
Kystsikringssager ved Gl. Skagen og Sæby
I øjeblikket arbejdes der i Frederikshavn Kommune med kystsikringssager ved Gl. Skagen og ved Solsbæk lige syd for Sæby. Derudover er der en løbende sag om sandfodring omkring Skagen. Sandfodringen omkring Skagen er et fælles projekt mellem kommune og stat, hvor der som udgangspunkt sandfodres hvert andet år. Den nuværende aftale med staten om statslig medfinansiering udløber i 2018.
Kystsikringsprojektet ved Gl. Skagen består af et høfdeprojekt samt en mulig fjernelse af ral på stranden. Høfdeprojektet er pt. under sagsbehandling i Kystdirektoratet. Der forventes afgørelse herom omkring slutningen af 1. kvartal 2018. Projektet om fjernelse af ral på stranden ved Gl. Skagen er endnu ikke indsendt til Kystdirektoratet.
Projektet ved Solsbæk omhandler et område, hvor lodsejerne længe har været interesserede i at få etableret kystsikring på strækningen, men hvor Kystdirektoratet hidtil ikke har været indstillet på at tillade det. Den igangværende lempelse af praksis på området åbner nye muligheder for projektet, og det forventes, at lodsejerne får et projekt påbegyndt i 2018.
Center for Teknik og Miljø har ikke kendskab til andre kystsikringssager, som måtte være undervejs med undtagelse af Sæby Havn, som også kommer til at skulle behandles efter kystbeskyttelsesloven. Dog er der af og til dialog med lodsejergrupper om kystudviklingen i deres område. Desuden er der løbende enkelte lodsejere som søger om kystsikring ud for deres egen ejendom.
Nyt udvalg
Der er ny sammensætning af Teknisk Udvalg. Udvalget har fået socialdemokraten Karsten Thomsen, Sæby, som ny formand i stedet for Lars Møller (V). Udvalget består desuden af Kenneth Bergen (A), Bent H. Pedersen (A), Karl Falden (A), Helle Mortensen (A), Peter Sørensen (V) samt Flemming Rasmussen (DF).
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunens rolle ved kystsikring' til en bekendt