
IF Skjolds kunstgræsbane behandles af Økonomiudvalget
12. december 2017 - kl. 12:45 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Idrætsforeningen Skjold (IF Skjold) har fremsendt en ansøgning om et lån på 1.000.000 kr. til etablering af kunstgræsbane på IF Skjolds anlæg på Kjeldgaardsvej 25 i Sæby.
Ansøgningen er i det politiske system nu nået til behandling i Økonomiudvalget, hvilket sker på dette udvalgs sidste møde i år den 13. december.
IF Skjold ønsker at udvikle de eksisterende faciliteter og etablere en kunstgræsbane til gavn og glæde for alle brugere og besøgende i området. Idrætysforeningen peger i denne forbindelse på en række interessegrupper, der kan bidrage med at øge aktiviteten i området ved at leje kunstgræsbanen.
Det er IF Skjolds mål at få etableret et belyst kunstgræsareal med en 11-mands fodboldbane. Kunstgræsbanen ønskes placeret på arealet, hvor der i dag er en almindelig græsfodboldbane (bane 2) og ved siden af den nuværende opvisningsbane.
Kultur- og Fritidsudvalget anbefalede på dets møde i november sagen til videre behandling i Økonomiudvalget.
Det ansøgte lån på 1.000.000 kr. er til delvis finansiering af projektet. Lånet søges som et rentefrit lån med 10 års afdragsfrihed og herefter afvikling over 10 år. IF Skjold tilbyder sikkerhed for lånet gennem pant i foreningens klubhus.
Frederikshavn Kommune har i en lignende sag tidligere deltaget i finansieringen via et lån. Her var lånevilkårene aftalt, så lånet var afdragsfrit i 8 år, hvorefter lånet afvikles over 7 år – i alt en løbetid på 15 år.
Idrætsforeningen Skjold tilbydes derfor lån på samme vilkår. Imødekommes ansøgningen, vil dette lån kunne finansieres af ”Pulje til prioritering i by og opland”. Her henstår 3.748.000 kr. i 2017 som udisponeret.
Økonomidirektøren indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Byrådet, at ansøgning om lån på 1.000.000 kr. imødekommes som et rentefrit lån med afdragsfrihed i 8 år, hvorefter afvikling sker over 7 år. Desuden anbefales det, at finansiering af lånet sker gennem en bevilling på 1.000.000 kr. finansieret af Pulje til prioritering i by og opland.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'IF Skjolds kunstgræsbane behandles af Økonomiudvalget' til en bekendt