
Julemanden har gjort sit indtog i Voerså
4. december 2017 - kl. 11:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Søndag 3. december var 150 glade børn og voksne samlet i Voersåhallen for at byde julen velkommen, og det blev den med maner.
Juletræet i hallen var tændt, og træet på torvet blev tændt sidst på dagen sammen med julestjernerne i toppen af lysmasterne, samt det store gamle skibsanker, ved den gamle fiskerihavn. På den anden side af broen blev Voerså Byudviklings grund oplyst med masser af lys, hvilket er et flot skue i sig selv, som nok er et besøg værd at kigge på.
Dagen startede med, at Knud Søhane spejderne med fanen i spidsen gik fra hallen i et optog gennem byen og tilbage til hallen, hvor der var ved at komme gang i løjerne. Spejderne havde en del aktiviteter i form af blandt andet boldkanon, popcornmaskine, slush ice samt flere andre ting. Emma på seks år dristede sig til at blive malet i hovedet og fik en flot blå sommerfugl i panden. Flere andre børn vovede også dette og fik andre flotte figurer malet hist og her.
Gruppen ”Skidt Mads” sørgede for masser af julemusik og spillede også for til børnenes leg om træet.
Voerså Borgerforenings udtrækning på indbetalte medlemskort af to gange and og rødvin faldt ud til fordel for Lisbeth Tabro samt Laila og Karsten Nielsen.
Voerså Bladet havde i novembernummeret en konkurrence om, hvilket skandinavisk flag det var, der var vist i bladet. Det rigtige svar var Åland, og det svar havde Rigmor Sørensen, og hermed blev hun den lykkelige ejer af en stor flot julekurv sponseret af Dronninglund Sparekasse.
Hele eftermiddagen hyggede de voksne sig med kaffe, gløgg, æbleskiver med tilbehør samt øl og vand.
Sidst på dagen kom dagens højdepunkt. Børnene fik besked på, de skulle råbe højt på julemanden, og sandelig om ikke han gjorde sin entré i sine store røde trampende træsko nummer 46. Den populære person blev helt væk i mængden, hvor både børn og voksne flokkedes om ham. Alle børn i hallen fik hver sin pose med lidt sukkersødt i dagens anledning.
En lille dreng ville godt vide, hvor Rudolf var henne, og fik forklaret han stod udenfor sammen med kanen. Den lille dreng dykkede straks ned i posen, som han havde fået udleveret af julemanden, og hentede en karamel som julemanden skulle have med ud til Rudolf, der bare havde værsgo at blive ude i kulden, mens julemanden ordnede sit ærinde i hallen.
Dagens arrangører var Voerså Borgerforening, Voerså IF og Knud Søhane.
Tekst og fotos Cille Strøm
- Knud Søhane spejderne forrest i optoget gennem byen.
- Rigmor Sørensen vandt Voerså Bladets konkurrence. Her sammen med borgerforeningens formand Bjarke Laubek.
- Trængsel ved popcornmaskinen.
- Travlhed i spejderboderne.
- Gevinster i det amerikanske lotteri blev udleveret med glæde.
- Emmas start på en sommerfugl i panden.
- Seniorerne hyggede sig og skålede i gløgg.
- Børnehygge.
- Gløggen var god og smagte af mere.
- ”Skidt Mads” underholdt med julemusik.
- Julelege om træet.
- Julemanden modtager juleønsker.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julemanden har gjort sit indtog i Voerså' til en bekendt