
Regionsrådsformand i Sæby – klar til 4 år mere
4. november 2017 - kl. 10:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag eftermiddag fik Sæby besøg af regionsrådsformand Ulla Astman (A), der som led i sin valgkamp stillede op på Torvet ved den socialdemokratiske bod for at svare på spørgsmål.
Det lykkedes Avisen at stille Ulla Astman nogle få hurtige spørgsmål, inden forbipasserende sæbynitter gav deres besyv med og spurgte regionsrådsformanden om mange forskellige ting, som har med Regionen at gøre.
”Hvad vil du fokusere på som den allerstørste politiske udfordring?”
”Den største udfordring ligger helt klart på lægemanglen i landsdelen. Også andre områder af landet – bl.a. det sydøstlige Danmark – har problemer; men de er klart størst i Nordjylland. Det er en kæmpe udfordring for såvel Regionsrådets politikere som for borgerne rundt omkring i landsdelen.”
”Hvad vil du gøre ved problemet?”
”Vi skal fortsat knokle benhårdt med at skabe gode ordninger for lægerne og forhåbentlig på den måde bidrage til at gøre det attraktivt at slå sig ned i Nordjylland. Vi ved, at unge læger meget gerne vil suge til sig af viden, og derfor kan en af løsningerne meget vel findes i, at de kan være ansat i en lægepraksis nogle dage om ugen og et par andre dage på et sygehus.”
”Hvad så, hvis et område pludselig står uden en praktiserende læge?”
”Så må regionen tage over, og her er regionen også klar til at være bevidst om sit ansvar. Hvis det i en periode ikke er muligt at få en eller flere stillinger besat, må vi ty til oprettelse af – måske længerevarende – regionsklinikker. Det er hævet over enhver tvivl, at det er Regionens ansvar, at alle borgere skal have adgang til en praktiserende læge.”
”Hvad med ventelister på sygehusene?”
”Jeg vil gøre alt, hvad der er mig muligt for at sikre en hurtig og effektiv behandling på vore sygehuse. Det gælder ikke kun i Nordjylland, men over hele landet. Regionerne har stort fokus rettet mod dette område. Der har arbejdes særdeles kraftigt på at leve op til mål og krav – ikke mindst på det seneste mht. kræftbehandling. I Region Nordjylland afsatte Regionsrådet for nylig ekstra 5 mio. kr. i 2018 til at gøre det endnu bedre.”
”Dyr medicin har været meget omtalt?”
”Vi må erkende, at der udvikles ny medicin, hvor en del stiger i pris med en tordnende fart. Her må vi samtidig forholde os til regeringens krav om omprioriteringer på sygehusene. På landsplan er der nedsat et medicinråd, og selv om det kan være meget vanskeligt at forstå, hvis man som patient eller pårørende ikke får bevilget en meget dyr medicin, er vi i første omgang nødt til at lytte til og i høj grad lade det bero på medicinrådets eksperters vurdering, hvordan pengene skal kanaliseres ud.”
”Hvordan forholder det sig med sygehusstrukturen i Nordjylland?”
”Jeg mener, vi nu har fået fastlagt en klar sygehusstruktur, hvor der udvikles 3 akutsygehuse i Aalborg, Hjørring og Thisted, og jeg tør godt melde fuldstændig klart ud, at sygehuset i Frederikshavn fortsat skal bestå og opretholde nogle specialer. Om det eventuelt hen ad vejen kan blive nødvendigt med ombytninger, kan jo ikke fuldstændig udelukkes, men der er ikke nogen tvivl om, at sygehuset i Frederikshavn fortsat skal bestå!”
”Er du klar til at fortsætte som formand for Regionsrådet?”
”Jeg har stor lyst til det politiske arbejde og er helt klar til at tage (mindst) 4 år mere, hvis vælgerne synes, at det skal være sådan.”
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Regionsrådsformand i Sæby – klar til 4 år mere' til en bekendt