Områdefornyelse i Dybvad<br>…

Områdefornyelse i Dybvad

27. september 2017 - kl. 12:26 - af

Økonomiudvalget har som første punkt på dagsordenen for udvalgets møde onsdag den 27. september punktet ”Områdefornyelse i Dybvad”.

Af forudsætningerne fremgår det, at i efteråret 2016 udarbejdede borgere, foreninger og erhvervsdrivende i Dybvad-Hørby-Brønden en Landsbyplan i samarbejde med Frederikshavn Kommune. I den forbindelse blev det klart, at Dybvad står over for nogle udfordringer; men at landsbyen også samtidig rummer potentiale for bosætning på baggrund af bl.a. beliggenhed, kulturhistorie og det stærke sammenhold og initiativrigdom.

Dette potentiale ønskes udfoldet og nyttiggjort med en kommende områdefornyelse i Dybvad.

Befolkningsudviklingen i Dybvad er gennem de sidste år faldet fra 552 indbyggere i 2012 til 509 i 2016. Der har dog gennem hele perioden været tilflyttere til byen både inden for kommunen og ikke mindst fra andre kommuner. Udviklingen det sidste år er vendt, og indbyggertallet er steget med 9 personer i 2017.

Fremgangen ses især hos unge familier med mindre børn. På trods af tidligere generel nedgang i indbyggertallet har aldersgruppen af 20-29-årige i gennemsnit været stigende over alle årene.

Tendenserne med en stigning af unge børnefamilier og tiltrækning af tilflyttere fra andre kommuner gør det interessant at støtte op om udviklingen i Dybvad som bosætningssted og opland til Sæby, Frederikshavn og ikke mindst Aalborg, som med Dybvads placering tæt på motorvejen kan nås på en halv time. Dybvads eksistens og mange servicefaciliteter, fritidsmuligheder og arbejdspladser er endvidere af betydningsfuld karakter i forhold til de omkringliggende mindre landsbyer – og der er således behov for at styrke Dybvads fysiske fremtoning og image.

Byfornyelse
Med udgangspunkt i Landsbyplanen søgte Frederikshavn Kommune først på året Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om reservation af midler til områdefornyelse i Dybvad i årene 2018-2022.

Den 31. marts 2017 godkendte ministeriet en reservation på 1.100.000 kr. til landsbyfornyelse i Dybvad. Pengene fra ministeriet skal suppleres med en egenfinansiering fra Frederikshavn Kommune på 2.200.000 kr.

Betingelserne for reservationen er desuden, at Frederikshavn Kommune inden den 1.april 2018 har udarbejdet et områdefornyelsesprogram, som indeholder konkrete indsatsområder, en detaljeret tidsplan og budget m.v. Det er en forudsætning at programmet laves i samarbejde med lokale borgere og interessenter for det pågældende område. Når borgere og administration har udarbejdet et udkastet til områdefornyelsesprogrammet, skal det godkendes endeligt af Byrådet, inden det sendes til Trafik-, Bygge- og Boligministeriet.

10 handlinger
Med udgangspunkt i Landsbyplanens 10 handlinger, er der i ansøgningsmaterialet til ministeriet angivet en række forslag til initiativer, som ønskes gennemført i forbindelse med områdefornyelsen. Det er et krav i områdefornyelsen, at ansøgningens forslag til initiativer skal kvalificeres og prioriteres i en kommende proces sammen med borger, foreninger og andre interessenter i Dybvad.

  • Forskønnelse af midtbyen omkring gaderne Aalborgvej, Jernbanegade, Winkelsgade og Tværvej. Forskønnelsen består bl.a. af ny beplantning, opstribning/belægning, facaderenovering, små pladser til ophold og forstærkning af forbindelsen mellem Dybvad Søpark på den ene side og hal/skole/indkøb/service på den anden side.
  • Omdirigering af den tunge trafik, så boligerne langs Winkelsgade bliver mere attraktive. Generelt tænkes der i indsatser, som opdæmmer den tunge trafik i midtbyen og øger brugen af omfartsvejen, ligesom en trafiksikker indretning af gaderummet op mod skolen (Skævevej), kan prioriteres.
  • Ankomsten til byen, hvor ny beplantning eller en udsmykning af varmvandsakkumuleringstank samt en eventuel ny indretning af arealet foran supermarkedet med sammenhæng til den centrale bymidte kan indgå i projektet.
  • Forskønnelse af de mange bevaringsværdige og særegne teglstensbygninger, som er byens historiske fundament. Dette tænkes at ske gennem samarbejde med kunstnere som en iscenesættelse og historiefortælling af udvalgte bygningsværker.
  • Strategisk indsats for opdæmning af spekulativt opkøb og udlejning. F.eks. gennem en borgerdreven byfond.

Det er en forudsætning, at Frederikshavn Kommune investerer det dobbelte af Ministeriets reservation i Dybvad i samme 5-årige periode. Det vil sige, at Frederikshavn Kommune skal allokere midler svarende til 2.200.000,- kr. over årene 2018-2022, hvilket vil sige 440.000,- kr. årligt i gennemsnit. Det overordnede budget viser 3,3 mio. kr.

Investeringer og samspil med andre initiativer
Et aktivt foreningsliv, en fremsynet borgerforening og en arbejdsom handelsstandsforening vidner om flere private initiativrige aktører i byen. Borgerne er godt organiseret, og det er ikke unaturligt for dem at varetage en evt. efterfølgende drift.

Borgerne ser det kun som rimeligt, at hvis man får noget, så bidrager man ligeledes med noget. Landsbyfornyelsen vil kunne øge det private initiativ og investering, og der vil kunne opnås en synergieffekt mellem disse, som også vil kunne spores i byen efter Landsbyfornyelsen er gennemført. En landsbyfornyelse vil give byens borgere energi til at udnytte det fulde potentiale, som byen besidder.

I løbet af 2017 har borgerne sammen med Frederikshavn Kommune og private midler investeret i nedrivning af huse vha. nedrivningspuljen, oprensning af åen, vedligeholdelse af Dybvad Søpark ved hjælp af landsbypedellerne og etableret en legeplads i Dybvad Søpark. Der pågår endvidere sagsbehandling vedr. etablering af spang og bro i Dybvad Søpark. Derudover står byens idrætsforening i spidsen for en gennemgribende omdannelse af Dybvad Hallen fra idrætshal til hele byens aktivitetscenter.

Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Forsyning har desuden oplyst om en række kommende projekter i Dybvad over de næste 5-6 år. Projekterne rummer ingen beslutninger om eksakte anlægsudgifter på nuværende tidspunkt. Det gælder bl.a. en mindre renovering af Dybvad Ældrecenter, etablering af vuggestuepladser ved eksisterende børnehave, børne-kunst og -kulturarrangementer samt restaurering af Dybvad Sø finansieret af Miljøstyrelsen.

Af ikke-kommunale investeringer i byen kan desuden nævnes, at Frederikshavn Boligforening ejer en centralt beliggende ejendom i Dybvad på hjørnet af Aalborgvej og Winkelsgade. I løbet af de kommende år investerer boligforeningen i en total renovering af den bevaringsværdige bygning. Boligforeningens indsats og områdefornyelsens initiativer supplerer således hinanden på bedste vis.

Kommunaldirektøren indstillede, at Økonomiudvalget bekræfter, at der udarbejdes et områdefornyelsesprogram med henblik på at udnytte den statslige reservation på 1.100.000 kr. til landsbyfornyelse i Dybvad, samt at der over de næste 5 år (2018-2022) allokeres midler til landsbyfornyelsen i Dybvad på i alt 2.200.000 kr.

Landsbyplanen kan læses via dette link:

http://frederikshavn.dk/PDF%20Dokumenter/Teknik-og-Miljoe/Landsbyer/Landsbyplaner/Br%C3%B8nden-H%C3%B8rby-Dybvad%20_Landsbyplan_2017.pdf

Tekst af Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Områdefornyelse i Dybvad
...'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER