Fremtidens fritidstilbud – udvikling af en ny profil
12. september 2017 - kl. 0:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En opfølgning på et dialogmøde mellem Børne- og Ungdomsudvalget og Fritids- og Ungdomsklubberne i Frederikshavn Kommune er endt med et større kompendium ”Fremtidens fritidstilbud”, som indebærer udvikling af en ny profil på området for børn og unge.
Alle fritidstilbud i Frederikshavn Kommune har samarbejdet om at udvikle en ny profil. Arbejdet med profilen begyndte i november 2013 og har bl.a. indeholdt studieture til andre kommuner, inspiration fra forskere på børne- og ungeområdet og procesmøder mellem fritidstilbud og aftenklubber i kommunen. Baggrunden er skolereformen, der har inviteret til at tænke nyt – også på fritidstilbudsområdet.
Det bemærkes, at fritidstilbuddene i Frederikshavn Kommune gennem årtier har givet børn og unge en meningsfuld og udviklende fritid i professionelle og trygge rammer. Rammer, som har styrket såvel kreative, fysiske som sociale kompetencer i forpligtende fællesskaber med andre jævnaldrende. Fritidstilbuddene har været og er stadig kulturbærer for børn og unge.
Ny profil med 5 pejlemærker
Man er nu klar med en ny profil. Profilen bygger på 5 centrale pejlemærker, der skitserer den pædagogiske tænkning i fremtidens fritidstilbud. Profilen retter sig mod alle børn og unge fra 4. klasse til 18 år. Den har et særligt fokus på børn og unge i udsatte positioner.
Profilens pejlemærker er: Børn og unge skal være robuste, børn og unge skal være livsduelige, der skal arbejde forebyggende og være nysgerrighed på børn og unges potentialer, der skal bygges bro ind og ud af klubben, og endelig, at kommunens og foreningernes tilbud skal matche børn og unges liv i dag.
Om det at bygge broer noteres det, at alle unge ønsker det gode fritidsliv med venner, kæreste, spændende aktiviteter og bærende relationer. Det forpligter klubberne til at være brobyggere ind og ud af klubben. Der skal konstrueres metoder, arbejdsgange, procedurer og en pædagogisk praksis, som sikrer forbindelse til omverdenen og derved skaber sammenhæng og helhed.
Børneliv i forandring
Børne- og ungeliv er under konstant forandring og udvikling. Gamle arbejdsformer og traditioner må suppleres eller erstattes af innovative indsatser og tiltag, der matcher børne- og ungeliv i dag. Børn og unge skal være aktive, deltagende og medbestemmende i de nye indsatser og tiltag. Børn og unge i udsatte positioner skal kunne spejle sig i ressourcestærke jævnaldrende og professionelle voksne.
Det præciseres om livsduelighed, at dette handler om at have lyst og evne til at tage ansvaret for sit eget liv, at være en personlig stærk og handledygtig medborger, at der er en sammenhæng mellem arbejds- og familie- og fritidsliv, at kunne gøre sig klar til fremtidens samfund og at tro på det, man er god til, og tro på sit eget værd – uden man er god til alt. Alt dette og mere endnu forventes af børn og unge i det moderne samfundsliv. Det er en udviklingsopgave, som børn hverken kan eller skal stå alene med.
Ungdomsliv under pres – både i Frederikshavn, Skagen og Sæby
Det beskrives, at ungelivet i Frederikshavn Kommune igennem første halvdel af 2016 har været under pres. En voksende gruppe af unge søger kriminalitet, salg og indtag af euforiserende stoffer og ulovlige våben. Der er tale om unge helt ned til 12-13 års alderen, der samler sig i grupperinger og dækker over hinandens aktiviteter og handlinger. Der er i flere tilfælde blevet tilkaldt tæskehold, når unge er i konflikt med hinanden eller har angivet hinanden. Der opleves begyndende radikaliserende tendenser, æresrelaterede konflikter og eksempler på social kontrol i en målestok, der ikke er set i kommunen hidtil. De unge er i nogle tilfælde marginaliserede og står uden tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. De er kendetegnet ved at være rodløse og identitetsforvirrede. De har brug for hjælp til stabilisering af deres livssituation, så de kan se nye muligheder for fremtiden.
Urolighederne har indtil nu været særlig udtalte i Frederikshavn, hvor områder som Hånbæk, Iscenter Nord, Bangsbo (naturlegepladsen, cykelbanen og bålpladsen) og Palmestranden har været de foretrukne lokaliteter. De unges tilstedeværelse og synlige kriminelle handlinger øger risikoen for, at områdets udsatte børn og unge rekrutteres til kriminalitet. En hård kerne af kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge udøver hærværk, vold/trusler og chikane. Det har skabt bekymring hos både kommunen, politikere, politi og borgere, der frygter at udviklingen spreder sig til resten af kommunens ungeliv. Der er allerede observeret problematiske episoder i ungelivet i både Skagen og Sæby.
En drøftelse af tilbuddene og den fremtidige profil var i første omgang sat på dagsordenen for det seneste møde i Børne- og Ungdomsudvalget, men af referatet fra mødet fremgår det, at punktet blev taget af dagsordenen.
Link til kompendium og baggrundsmateriale
Hvis man ønsker at sætte sig yderligere ind i kompendium, planer og baggrundsmateriale, lan dette link benyttes:
og derefter scrolle til siderne 32-62
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fremtidens fritidstilbud – udvikling af en ny profil' til en bekendt